Optakt: Lyngby BK - AC Horsens
Foto: Getty Images
Superliga

Optakt: Lyngby BK - AC Horsens

Får Lyngby endelig årets første sejr? Og ender Horsens i top 6? Der er nok at spille om søndag i det nordlige København.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 17.00
Spillested: Lyngby Stadion, Lyngby
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: Viasat Extra
Hashtag: #lbkach #sldk

Holdnyt:
Lyngby BK:
Der er ikke nogen Superliga-hold, der er i så dårlig form som Lyngby. Holdet har ikke vundet i 13 ligakampe på stribe, og det er senest blevet til tre på hinanden følgende nederlag.

Der er næppe nogen tvivl om, at nær-konkurs-oplevelsen i januar og februar bærer sin del af skylden herfor, men Lyngby vandt heller ikke i sine syv kampe op til vinterpausen. Så problemerne stikker dybt i klubben, der gerne vil bruge sine unge spillere, men heller ikke har haft noget valg i foråret, hvor flere profiler har siddet ude.

Resultatet mod AC Horsens betyder ikke det store for klubben i forhold til slutspillet, for Lyngby er næsten sikre på at ende i den “forkerte” gruppe. Men derfor er tre point jo stadig rare at få.

Holdet må dog stadig undvære anfører Mathias Tauber og Mikkel Andersen i målet, men til gengæld vender Oliver Lund tilbage fra karantæne. Lasse Fosgaard og Mohammed Saeid sad uden for sidst mod SønderjyskE, men er med igen.

AC Horsens:
Man kan sige meget om AC Horsens, men at kalde dem ustabile går ikke an. Holdet har spillet 1-1 i de sidste fire kampe i streg.

De gule spiller i det hele taget meget uafgjort: 1-1-kampen mod Brøndby IF senest var den 13. gang i denne sæson. Det er over halvdelen af holdets kampe.

Det kan meget vel vise sig, at uafgjort er nok igen på søndag. Da vil holdet nå 35 point, hvilket betyder, at Hobro IK skal vinde i Brøndby for at overhale Horsens i top 6. Det betyder selvfølgelig også, at Horsens kan være uheldige og ende på den syvendeplads, som ingen gider have noget med at gøre.

Manager Bo Henriksen er på lidt af en opgave med at sammensætte holdet, for han har fire karantæner at tage stilling til. Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson, Thomas Kortegaard og Jonas Borring sidder alle over. Rune Frantsen er dog med igen efter en kort skadespause.

Karantæner:
Lyngby BK: Ingen
AC Horsens: Bjarke Jacobsen, Hallur Hansson, Thomas Kortegaard, Jonas Borring

Bud på startopstillinger:
Lyngby BK (4-2-3-1): Snorre - Fosgaard, Sørensen, Lund, Lumb - Christjansen, Hebo -  Kjær, Shala, Marcussen - George

AC Horsens (4-4-2): Joronen - Nymann, Juel Andersen, Ludwig, Thorsen - Kryger, Okosun, Tshiembe, Qvist - Finnbogason, Drost

Profilen:
Delphin Tshiembe har været en klods i det gule midterforsvar. Kjartan Finnbogason mener endda, at han er bedre end Bubacarr Sanneh, der forsvandt til FC Midtjylland i januar. Selv om Tshiembe kan blive skubbet op på midtbanen mod Lyngby, hvis ikke Mathias Nielsen er klar til fuld tid, har han været en af holdets store åbenbaringer i foråret.

Vidste du, at..:
I kun ét ud af de sidste 11 indbyrdes opgør har der været mere end 2000 tilskuere for at se Lyngby og Horsens dyste. Det var i 1. Division i august 2014, da 2054 så Lyngby vinde 2-0 på udebane.

Dom:
Horsens er ganske vist på udebane og må døje med fire karantæner, men det er dem, der har mest at spille for. Det ville være bitter at misse top 6 på nuværende tidspunkt, så motivationen bør ikke fejle noget. Det gør den nu også sjældent for Den Gule Fare.

Holdet har i det hele taget vist sig at være i en bedre forfatning end Lyngbys i denne sæson, og vi tror på, at det lige nøjagtig er nok til at sikre sig en plads i mesterskabsspillet. 1-2 til de gule.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.