Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Silkeborg IF - SønderjyskE

I forrige runde hentede Silkeborg IF sæsonens første point - kan du hente sæsonens første sejr søndag mod SønderjyskE?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 12.00
Spillested: JYSK Park, Silkeborg
Dommer: Michael Tykgaard
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #sifsje #sldk

Holdnyt:
Silkeborg IF: 
Tre klubber er fortsat uden sejr i Superligaen, og Silkeborg IF er det ene, men i seneste runde kom oprykkerne endelig på pointtavlen. 2-2 på udebane mod FC Nordsjælland var isoleret set et fint resultat, men der var bare så mange faktorer, der alligevel gjorde det til en ærgerlig søndag for gæsterne fra Søhøjlandet.

Dels var Kent Nielsens mandskab foran 2-0 ved pausen, og dels havde Ronnie Schwartz alletideres mulighed for at sikre SIF sejren, da han eksekverede et straffespark i sidste sekund, men "Plaffeministeren" skød med løst krudt.

Silkeborgs helt store problem er de mange indkasserede mål. 14 mål i fem kampe er for mange, men oprykkerne skal selvfølgelig først og fremmest fokusere på den fremgang, der var i spillet mod FC Nordsjælland.

Den hollandske nyerhvervelse Milan Massop er blevet skadet og ventes ude i seks uger. På skadeslisten er også Mads Kaalund, Nicolai Vallys, Sebastian Jørgensen, Magnus Mattsson og Gustav Dahl, mens Dennis Flinta til gengæld er tilbage.

SønderjyskE:
Haderslev-klubben er svære at slå i denne sæson, og det lykkedes heller ikke for AGF i seneste runde. 0-0 endte det opgør, og det efterlader Glen Riddersholms mandskab på en fin femteplads før denne runde.

Sidste sæson handlede i høj grad om overlevelse for SønderjyskE, hvorefter der skulle bygges på i denne sæson. Foreløbig går den plan meget godt for klubben, der kun har tabt til FC København.

Største bekymring må fortsat være angriberen Mart Lieder. Hollænderen spillede en gudekamp på udebane mod Lyngby og har et højt topniveau, men der er stadig lidt langt mellem snapsene. Og det er i høj grad ham, der skal score målene.

SønderjyskE har både spillet 4-4-2, 4-3-3 og 3-4-3 i denne sæson, og det skal blive spændende at se, hvordan Glen Riddersholm blander kortene mod Silkeborg. 

Marc Pedersen er fortsat skadet, og Marcel Rømer, der netop er vendt tilbage efter en skade, glider ud af truppen til fordel for Jeppe Simonsen. 

Karantæner:
Silkeborg IF: Ingen
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
Silkeborg IF (4-4-2): Hedvall - Crone, Jakobsen, Alves, Hagelskjær - Kaalund, Lesniak, Madsen, Møller - Schwartz, Maholli

SønderjyskE (4-3-3): Mielitz - Bah, Gartenmann, Banggaard, Marfelt - "Greko", Albæk, Jonsson - Hassan, Lieder, Absalonsen

Profilen:
Den 28. januar i år kunne man læse i det svenske medie Fotbollskanalen, at Silkeborg IF havde givet angriberen Skhodran Maholli grønt lys til at finde en ny klub. Man troede ikke for alvor på ham i Søhøjlandet. Svenskeren har imidlertid kæmpet sig tilbage i varmen, og mod FC Nordsjælland var han fremragende og noterede sig både for et mål og en assist. Han tankede uden tvivl selvtillid i det opgør og kan blive en mundfuld for SønderjyskE-spillerne søndag middag.

Vidste du, at..:
Statistikken viser tydeligt, at det har været noget nemmere for SønderjyskE end Silkeborg IF at skabe chancer i denne sæson. I sæsonens første fem kampe har SønderjyskE afsluttet 52 gange, mens Silkeborg blot har afsluttet 37 gange.

Dom:
SønderjyskE kommer formentlig til at dominere kampen, men Silkeborg kan være farlige på kontraer - det beviste kampen mod FC Nordsjælland. På papiret er gæsterne favoritter, men vi gætter på endnu et point til Silkeborg-kontoen. Opgøret ender 1-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: