Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vendsyssel FF - AGF

Begge hold kæmper med masser af skader og karantæner, men hvem håndterer det bedst, når Vendsyssel FF og AGF mødes søndag eftermiddag?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Nord Energi Arena, Hjørring
Dommer: Mikkel Redder
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #venagf #sldk

Holdnyt:
Vendsyssel FF:
Det er noget underligt noget med Vendsyssel: Holdet får kun point mod ligaens bedste hold. I denne sæson har holdet fået fire point mod FC København, tre mod Brøndby IF, fire mod Esbjerg fB og tre mod OB. Kun fire af Vendsyssels point ikke kommet mod den nuværende top 5.

I det lys er det jo beklageligt for oprykkerne, at de møder AGF i næste runde, for AGF ligger på tiendepladsen og er ikke et tophold. Der er dog, hvis ret skal være ret, kun to point op til top 5 for de hviie gæster.

Vendsyssel har kun vundet en enkelt Superliga-kamp siden oktober måned, over Brøndby i efterårets sidste runde, så nu er holdet på fem point for de seneste ni kampe. Det er ganske enkelt nedrykningsform.

Holdet har desuden haft en travl uge med kamp i Parken mandag, pokalbesøg fra Brøndby (som vandt) torsdag og nu altså ny Superliga-kamp søndag. Mon Jens Berthel Askou kommer til at sende trætte ben på banen?

Francisco Júnior kommer han helt sikkert ikke til at sende på banen, for spilleren har karantæne. Desuden er Sebastian Czajkowski skadet for resten af sæsonen. Jeppe Svenningsen, Mikkel Frankoch og Benjamin Källman er også fortsat skadet.

Angriberen Alhaji Kamara skal ifølge klubben også bruge noget tid på at komme i form til at spille kampe.

AGF:
Nu er det nu for AGF, hvis holdet skal opfylde sæsonens målsætning om en plads i top 6. Der er bare ét point derop, men også fire hold, der skal overhales, og kun tre kampe til at gøre det i. Summen af det hele er, at man skal slå bundholdet Vendsyssel, hvis man vil være en del af mesterskabsspillet.

Heldigvis for AGF går det bedre end for Vendsyssel. Inden holdet tabte til FC Midtjyllands forsvarende danmarksmestre, havde det vundet tre kampe på stribe, og nyindkøb som Kamil Grabara, Alexander Munksgaard og Frederik Tingager havde set lovende ud.

Kampens betydning taget i betragtning er det uheldig timing for AGF, at holdet ser ud til at komme i bekneb, især i forsvaret. De to venstrebacker Casper Højer Nielsen og Jesper Juelsgård har karantæne, og i midterforsvaret er både Tingager og anfører Nicklas Backman ude med skader.

De folk, der står til at tage over, er enten teenagere uden Superliga-erfaring, eller midtbanespillere, der selvsagt ikke er vant til at spille i forsvaret. Også Tobias Sana sidder ude med en skade, men hans afløser ligger mere lige for i Youssef Toutouh.

Karantæne:
Vendsyssel FF: Francisco Júnior
AGF:  Casper Højer Nielsen, Jesper Juelsgård

Bud på startopstillinger:
Vendsyssel FF (4-5-1): Tørnæs – Juel Andersen, Kaltoft, Fischer, Henriksen – Konate, Knudsen, Wohlgemuth, Steinmann, Thorsteinsson – Opondo

AGF (4-4-1-1): Grabara – Stage, Hvidt, Munksgaard, Thøgersen – Lunding, Guira, Amini, Ankersen – Toutouh – Mortensen

Profilen:
Jón Dagur Thorsteinsson gør comeback for Vendsyssel efter sin karantænedag, og det er de nok glade for i landets nordligste Superliga-klub. Islændingen lignede holdets farligste offensive kort i efteråret, og han har vist, at han kan skabe noget på egen hånd.

Vidste du, at..:
Vendsyssel FF (og forgængeren FC Hjørring) har mødt AGF seks gange i historien, og førstnævnte har endnu til gode at vinde. Det er blevet til tre AGF-sejre og tre uafgjorte siden det første opgør i 2010.

Dom:
Der er mindst et par punkter, der taler for en AGF-sejr: Holdet er højest placeret i ligaen, har de (på papiret) bedste spillere, og det er vigtigere for AGF at vinde en Vendsyssel. Holdet har simpelthen mere brug for pointene her og nu.

Som FC København erfarede i seneste runde er det at slå Vendsyssel ikke noget, man bare lige gør, men buddet herfra er alligevel, at AGF trods skades- og karantæneproblemer har nok i sig til at vinde i Hjørring. 1-2.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: