Video : Tipsbladet
Superliga

Positiv Riddersholm trods nederlag: Helhedsindtrykket kan vi bruge

Der var ifølge SønderjyskE-træneren mange positive ting at tage med fra nederlaget til AGF mandag aften.

Selvom SønderjyskE led endnu et nederlag mandag aften, så var udtrykket et helt andet, end senest da Vejle klaskede holdet fra Haderslev. Netop udtrykket skal sønderjyderne ifølge Glen Riddersholm tage med videre.

- Vi er tilbage med en ordentlig præstation. Vi har et godt udtryk, og det skal være kendetegnende. Samlet set var der point i kampen. Helhedsindtrykket kan vi bruge til noget, siger han til TV3 Sport.

Hos hjemmeholdet står de tilbage med følelsen af, at de burde have fået point, men samtidig anerkender Riddersholm, at AGF var skarpest i felterne, hvor kampe bliver afgjort. Nu gælder det for dem om at sadle om og erkende, at det hele bliver afgjort på mentalitet.

- Der er ting, der kan blive bedre på et hold, som kæmper om nedrykning. Vi har indstillet os rent taktisk. Det handler om ærgerrighed og energi, og så skal vi have den rigtige mentalitet. Den skal jeg nok  få ind i holdet, fortsætter Riddersholm.

SønderjyskE har tre point op til AC Horsens på andenpladsen i gruppen. Den giver overlevelse, og det er den, Riddersholms mandskab vil gå efter i de sidste tre runder.