Video : Tipsbladet
Superliga

Priske stopper som scout for landsholdet: Det bliver lige voldsomt nok

Brian Priske var ansat som scout for det danske landshold, men efter han er blevet cheftræner i FC Midtjylland, skal han ikke lave flere opgaver. Han er dog glad for, at han fik muligheden.

I foråret 2018 gik Brian Priske arbejdsløs. Han var stoppet som assistenttræner for Ståle Solbakken i FC København, og derfor manglede han noget at lave. Det fik han for en anden norsk træner.

DBU ansatte Priske som scout for landsholdet frem mod VM, hvor han især havde fokus på Peru. Slutrundekampen mod sydamerikanerne endte med en smal 1-0-sejr til Danmark, og Priske bevarede kontakten til Åge Hareides stab, efter han fik fast arbejde som assistenttræner i FC Midtjylland igen fra sommeren 2018.

Så da Hareide skulle bruge folk til at scoute modstanderne i EM-kvalifikationen, fik Priske tjansen igen. Han var en af fire, der fik til opgaven, og han analyserede Schweiz forud for den berømte 3-3-kamp i foråret.

Men nu, hvor Priske er blevet cheftræner i FC Midtjylland, skal han ikke lave flere opgaver for Hareide og DBU.

- Nej, det er klart. Det bliver lige voldsomt nok. Jeg har været sindssygt glad for, at Åge og Jon (Dahl Tomasson, red.) har villet bruge mine kompetencer i en periode, hvor jeg gik rundt uden job efter mit stop i FCK. Også at de sidenhen holdt fast, fordi de var tilfredse, er jeg sindssygt taknemmelig for. Jeg har fået mulighed for at se noget fodbold og sparre med nogle mennesker, som jeg har stor respekt for, siger Brian Priske til tipsbladet.dk.

Danmark møder Gibraltar og Georgien i begyndelsen af september, men de modstandere har Priske ikke holdt øje med.

- De fik allerede meldingen tidligere på sommeren, at det nok blev presset til september. Så ieg er overbevist om, at de har fundet andre muligheder til de kampe, siger den nykårede FC Midtjylland-træner.

Priske har indtil videre fået jobbet for resten af efteråret. Det er endnu ikke afklaret, om han fortsætter efter nytår, men står det til ham selv, vil han gerne. Læs mere om det her.