Video : Tipsbladet
Superliga

Ragnar Sigurdsson missede FCK i 2017: Jeg har fortrudt det lige siden

Ragnar Sigurdsson var mandag tilbage på FCK's træningsanlæg for første gang i seks år. Han lægger ikke skjul på, at han i alle seks år har drømt om at vende tilbage til København én dag.

Det har altid været planen, at Ragnar Sigurdsson skulle tilbage til FC København.

De to parter sagde farvel til hinanden i 2014, da den islandske midtstopper skiftede til FC Krasnodar, men parterne har sørget for at holde forbindelsen varm. Og nu er han så tilbage i den danske hovedstad.

Søndag eftermiddag præsenterede FC København Ragnar Sigurdsson som ny spiller, og mandag havde islændingen første arbejsdag i seks år på Jens Jessens Vej 10 på Frederiksberg.

- FC København ville, at jeg skulle komme tilbage, og jeg ville rigtig gerne tilbage. Da de bestemte sig, var det meget simpelt, siger Ragnar Sigurdsson og tilføjer:

- Rostov er en fantastisk klub og en dejlig by, men jeg tror, de havde lidt økonomiske problemer, og de vidste, at jeg gerne ville væk. De ville ikke holde fast i mig, og det er jeg glad for. Jeg har været i Rusland i lang tid, og kulturen er meget anderledes. 

Hvorfor ville du gerne væk?

- Fordi jeg ville til FCK.

Læs også:Langtidsskadet FCK-duo tilbage på træningsbanen

Du har vel også stadig en lejlighed i byen?

- Jeg har den stadig, men jeg har lejet den ud. Så nu må jeg finde en anden lejlighed, jeg kan leje.

Hvor mange gange har du været i dialog med FC København i årenes løb?

- Det her er anden gang. Første gang var, da jeg tog til Rubin Kazan (i sommeren 2017, red.), og den beslutning har jeg fortrudt lige siden. Jeg har tænkt over det 1.000 gange. Der var mange forskellige ting – Fulham ville gerne have, jeg tog til Rubin Kazan, så de kunne få flere penge. Jeg fik også flere penge, men det var en svær situation. Jeg fortryder det, men nu er jeg her, og jeg håber, det bliver godt.

Du kunne vel også have tjent flere penge andre steder nu?

- Ja, det kunne jeg. Men jeg gider ikke snakke mere om penge. Der er altid andre muligheder.

Du kunne også have fundet et lidt varmere sted?

Læs også:Overrasket FCK-boss: Forhandler med nogle, vi knap har hørt om

- Der er dejligt her. Jeg er islænding, så jeg kan slet ikke lide varme.

Hvordan ser du på konkurrencen i FCK?

- Der var ikke stor konkurrence i Rostov, så her bliver det noget helt andet. Der skal arbejdes for pladsen, og nogle gange er det det bedste -  andre gange er det meget rart at vide, at man kommer til at spille. Men FCK er en storklub med stor konkurrence.

Hvor meget har du fulgt FCK, siden du forlod klubben?

- I de første to år var jeg inde på deres hjemmeside hele tiden. Jeg savnede det helt vildt. Så blev jeg lidt mere vant til at være væk, men i de seneste to år har jeg igen fulgt meget med. Det har været svært at se kampene, men jeg har set mange highlights, slutter den islandske midtstopper.

33-årige Ragnar Sigurdsson har i første omgang underskrevet en kontrakt for resten af indeværende sæson, men han lægger ikke skjul på, at han håber, at samarbejdet bliver længere end til sommer.

Forsvarsspilleren kan gøre comeback i den hvide FCK-trøje den 14. februar, når FC København indleder foråret med en udekamp mod Esbjerg fB.

Læs også:FC København-emne er landet i Skotland: Tæt på Celtic-skifte

Læs også:FCK giver Ragnar Sigurdsson kort kontrakt

Læs også:FCM-assistent hylder ny angribers spilintelligens