Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-anfører før AGF-brag: Det er vind eller forsvind for os

Det kræver en sejr over AGF, hvis Randers skal gøre sig håb om en plads i top-6. Statistikken er med Randers.

Det er ikke hvilken som helst kamp, der er på menuen, når Superligaen torsdag klokken 19 genstarter efter 80 dages coronapause.

Lokalbraget mellem AGF og Randers er et af ligaens største rivalopgør, og samtidig kan det udsatte opgør fra 21. runde få stor betydning for, hvilke seks hold der havner i mesterskabsspillet.

- Det kan lyde som store ord, men det er lidt vind eller forsvind for os. Jeg har svært ved at se os i top-6-ræset, hvis vi ikke slår AGF, siger Randers-anfører Erik Marxen.

Randers ligger aktuelt på syvendepladsen med 34 point og skal altså overhale et af de foranliggende hold. Brøndby har 39 point, FC Nordsjælland 38 og AaB 37, men altså for en kamp mere spillet.

Det taler dog imod Randers, at holdet har dårligere målscore end de andre og i sidste runde af grundspillet skal møde FC København i Parken.

- En sejr til os vil åbne det hele op. Så er der nogenlunde samling på feltet med ro runder igen, men det en ulempe, at vi har dårligere målscore end dem foran os.

Læs også:Optakt: AGF - Randers FC

- Vi må selv bare starte med at slå AGF og bagefter Hobro, for uafgjort rykker ikke meget for os. Og så må vi se, hvad der skal til i Parken i sidste runde, opridser anføreren.

Opgørene mellem AGF og Randers er kendt for deres intensitet, og det forventer Marxen også denne gang, selv om der ikke er tilskuere på tribunerne.

- Der er så mange aspekter, der lægger op til, at det bliver super intenst. Stillingen, det er et lokalopgør, samt det at det er den første kamp længe. Alle spillere har opbygget stor energi og lyst, så alle hold vil give den fuld skrue.

AGF er bookmakernes favorit i kampen, men Randers kan kigge på statistikkerne for at finde optimisme.

De seneste 11 ligakampe mellem de to er endt med otte sejre til Randers og tre uafgjorte. AGF vandt senest i august 2015.

Marxen funderer over årsagen:

Læs også:Randers-træner: Jeg ved, hvordan AGF vil gribe kampen an

- Vi vil meget nødigt tabe til AGF, men sådan har de det nok også med os. Måske mærker AGF et større pres, fordi de ser sig selv som en større klub og har favoritværdighed. Hvis man skal finde en mental årsag.

- Resultaterne har også givet os en tryghed, om at det nok skal lykkes. Det kan give nogle procenter i vores favør. Omvendt kan vi have det sådan mod FC Midtjylland, at uanset hvor godt vi gør det, så skal det nok gå galt.

AGF ligger nummer tre med 40 point og kan altså lægge afstand til konkurrenterne i kapløbet om bronzemedaljerne.

Det kan dog blive svært at vinde uden anfører Niklas Backman, der er karantæneramt.

I sæsonens fem ligakampe uden Backman har AGF blot hentet to point.

/ritzau/

Læs også:Johnny Thomsen: Det må gerne gå som det plejer mod AGF

Læs også:David Nielsen glæder sig helt sindssygt til Superliga-genstarten

Læs også:AGF har truppen klar: Teenager kan få Superliga-debut