Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-reserve: Svært at forlange spilletid, når holdet gør det så godt

Mikael Boman spiller sjældent for Randers FC, men han erkender, at han dårligt kan brokke sig, når holdet ligger på en delt tredjeplads. Han ser sig dog ikke om efter en ny klub.

Indtil han blev skadet i slutningen af foråret, havde Mikael Boman spillet de fleste kampe for Randers FC, efter han kom til klubben i begyndelsen af 2018. Men siden Thomas Thomasberg tog over i sommer, har han ikke været en af trænerens foretrukne.

Da han kom på banen mod AaB i søndags, var det således hans blot syvende ligakamp i denne sæson. Samlet spilletid: 92 minutter.

Den svenske angriber er dog helt på det rene med, at han ikke kan brokke sig, når nu holdet klarer sig godt. Randers ligger på en delt tredjeplads med Brøndby IF og kun tabt én af de seneste syv Superliga-kampe.

- Det er klart, at man gerne vil spille kampene, men der er hård konkurrence. Jeg kan ikke sige så meget, når holdet gør det så godt, som det gør. For mig gælder det bare om at træne og tage de minutter, jeg kan få. Jeg kan ikke gå til træneren og kræve, at jeg skal spille, når holdet gør det så godt, siger Boman til Fotbollskanalen.

Randers-angriberen sad ude i hele den første halvdel af efteråret med en hovedskade, men sæsondebuterede i 11. spillerunde. Han har dog måttet tage til takke med lutter indskiftninger i denne sæson; den længste spilletid i én kamp var de 45 minutter, han fik i anden halvleg mod Hobro IK i november.

Næste chance for at komme på banen for Boman er Randers' kamp mod FC København på søndag.