Video : Tipsbladet
Superliga

Retov før trænerdebut: Spillerne skal føle friheden til at være kreative

Martin Retov vil have, at Brøndby-spillerne føler, at de har frihed til at være kreative, når de har bolden.

Martin Retov blev i den forgangne uge hyret som den midlertidige cheftræner i Brøndby IF, efter at den nu tidligere cheftræner, Alexander Zorniger, blev fyret. Og søndag skal Retov for første gang stå i spidsen for Brøndby-mandskabet i en Superliga-kamp, når Randers FC kommer på besøg på Brøndby Stadion.

Men selvom der står en ny mand på sidelinjen, vil Brøndby spille efter de samme principper som tidligere, hvilket indebære et hårdt presspil. Det fortæller Retov til Brøndbys hjemmeside.

- I vores spil mod bolden er der de samme principper, som der har været tidligere, hvor vi gerne skulle kunne presse hårdt, erobre bolde på farlige steder og derfra skabe spillet. Vi skal arbejde rigtig hårdt. Og når vi så har bolden, så skal vi have friheden til at finde de rigtige løsninger. Der kan være mange løsninger, det kan være den korte bold, det kan være den lange bold i bagrummet, alt efter hvor højt Randers FC står på dagen og i situationen, fortæller Retov.

Når Brøndby har bolden, hviler ansvaret imidlertid på spillerne til at træffe den rette beslutning, og de skal gerne føle friheden til at være kreative med bolden.

- Det er op til spillerne, med de redskaber vi har trænet i ugen, hvor vi har arbejdet på at finde de rigtige løsninger. Det er vigtigt for os i trænerteamet, at spillerne skal føle friheden til at være kreative med bolden. De har ansvaret inde på banen, siger Retov.

Brøndby IF ligger før opgøret nummer fire i Superligaen. De møder Randers FC søndag klokken 18.00.