Video : Tipsbladet
Superliga

Rønnow om Frankfurt: Dejligt det sker i god tid

Frederik Rønnow ser frem til at få de sidste par ting i hus med Eintracht Frankfurt, og han glæder sig over, at skiftet er faldet tidligt på plads.

Signaturen på kontrakten er endnu ikke sat, men det er kun få detaljer, der mangler at falde på plads, før Frederik Rønnow kan kalde sig Eintracht Frankfurt-spiller fra den kommende sæson. I sidste uge nåede Brøndby IF til enighed med Bundesliga-klubben om en pris på 21 millioner kroner, og dermed trækker det op til en transfer og en fire-årig aftale til Rønnow i Tyskland.

Frederik Rønnow har flere gange været tæt på at forlade Brøndby IF til fordel for Premier League-klubben Crystal Palace, men nu bliver det altså - med mindre der sker noget højest overraskende - Eintracht Frankfurt, der får glæde af den danske landsholdskeeper. 

- Vi er langt - det er de personlige ting og et lægetjek, der mangler. Det håber jeg selvfølgelig snart falder på plads. Der har været interesse længe, og jeg ved, at de har vist interesse siden sidste sommer. Hvor de andre handler, jeg har været tæt på, har været lidt mere i sidste øjeblik, er det her i god tid, og det gør også, at jeg kan have mit fokus her, siger Frederik Rønnow til TV3 Sport.

Da Frederik Rønnow skiftede til Brøndby IF fra AC Horsens i 2015, var det som afløser for Lukas Hradecky. Her tre år senere skal Rønnow igen afløse den finske landsholdskeeper, hvilket selvfølgelig er en sjov krølle på transferhistorien.

Frederik Rønnow har snakket kort med Lukas Hradecky om Eintracht Frankfurt.

- Jeg har selvfølgelig fulgt med, og jeg kender også Lukas, som er en rigtig god fyr, så der har været nogle få samtaler, men heller ikke mere end det. Hvis det hele går i orden, har jeg nogle måneder til at følge op på det, men lige nu er det vigtigste at koncentrere sig om Brøndby, lyder det fra målmanden.

Eintracht Frankfurt, der i weekenden tabte 1-4 til Bayer Leverkusen, er nummer syv i Bundesligaen. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.