Video : Tipsbladet
Superliga

Rosenborg-boss tavs om Wieghorst: Vi er nede på tre kandidater

Rosenborg-formand fortæller, at der nu kun er tre kandidater i spil som klubbens nye cheftræner - den ene er angiveligt Morten Wieghorst.

Tirsdag kunne Ekstra Bladet fortælle, at Morten Wieghorst er et brandvarmt emne som ny cheftræner i den norske storklub Rosenborg BK. AaB-træneren har udløb efter denne sæson, og meget tyder på, at Wieghorst er i gang med sin sidste tørn for nordjyderne.

Morten Wieghorst, der har en fortid i Swansea, har tidligere fastslået, at han gerne vil til udlandet og træne igen, og muligheden kan altså meget vel byde sig i Nicklas Bendtner og Mike Jensens norske klub.

Rosenborgs bestyrelsesformand Ivar Koteng ønsker ikke at kommentere konkret på Morten Wieghorst, men han fastslår, at mesterklubben er rykket nærmere en afklaring på trænerposten.

- Vi er nede på tre aktuelle kandidater, og vi holder tidsplanen med en afklaring inden 1. december, siger Ivar Koteng til Aftenposten.

Formanden bekræfter, at én af de tre kandidater er Rini Coolen, der har stået i spidsen for Rosenborg, siden Kåre Ingebrigtsen blev fyret i sommer.