Video : Tipsbladet
Superliga

Jens Stage er Superligaens luftkonge: Jeg kan ellers godt se lille ud

Ingen har vundet flere hovedstødsdueller end Jens Stage i denne sæson. Han mener selv, han er en fornuftig header, men føringen kommer alligevel bag på ham.

For et år siden gav det god mening, at Ayo Simon Okosun var Superligaens luftkonge. Han spillede på et AC Horsens-hold, der skabte meget af sin succes på dødbolde, så Okosun kom i mange hovedstødsdueller, og han vandt de fleste, for han var større og stærkere end sine modstandere. Helt præcis 235 på samme tidspunkt sidste år.

Det var da heller ikke gået hans næse forbi.

- Jeg har faktisk ikke haft ondt i hovedet på noget tidspunkt. Men det burde jeg måske. Jeg har fulgt lidt med i statistikken, så jeg var godt klar over, at jeg toppede den liste ret suverænt. Det er selvfølgelig positivt at have en så klar force, og det giver en masse selvtillid at vinde en hovedstødsduel, sagde Okosun.

Mindre oplagt er den spiller, der har vundet flest hovedstødsdueller i denne sæson. Det er AGF's Jens Stage. Hans 149 af slagsen kan ganske vist ikke måle sig med sidste sæsons enehersker i højderne, men det er tre flere end nummer to på listen, Hobro IK's to meter høje angriber Julian Kristoffersen.

Stage er noteret for 185 centimeter og 83 kilo, så han er bestemt ikke nogen undermåler, men vi er heller ikke oppe i Okosun-tal. Så kommer rekorden bag på manden selv?

- Jeg læste i sidste sæson, at jeg havde vundet et eller andet antal headere. Men jeg tænkte ikke, at jeg havde vundet så mange i den her sæson. Jeg spiller ikke kant mere og er ikke så meget involveret i målsparkene, så jeg er overrasket over, at jeg stadig er deroppe, siger Jens Stage til tipsbladet.dk.

Selv om han ikke hopper efter lige så mange udspark, som han plejede, mener Stage stadig, at netop den disciplin er årsagen til, at han topper Superligaens hovedstødstabel.

- Jeg tror, målsparkene i begge ender er en stor del af forklaringen. Så kan jeg da godt lide at gå i hovedstødsdueller og synes også, at det går fint i de fleste af dem. Lige nu spiller jeg med to midtbanespillere, der ikke er så høje, så det bliver nok mig, der tager de fleste, siger han.

Jens Stage betegner sig selv om en fornuftig, men ikke prangende, header. Han befinder sig bedst, når han kan tage hovedstødsduellerne én mod én, og mindre godt, når han skal hoppe højere end hele og halve hold.

- Jeg har også lavet min andel af mål med hovedet, så uden at være en fantastisk header synes jeg, at jeg har været en solid header. Især når det er meget mand mod mand og ikke så meget ti mand i en flok. Der kan jeg godt komme til at se lille ud, og det arbejder jeg selvfølgelig på at gøre bedre, siger han.

Så du skal ikke bare ned i forsvaret, hvor du kan stå og heade bolde væk?

- Nej, nej, nej, forsikrer Stage.

- Det er ikke noget vildt, men jeg kommer meget rundt på banen, og det kan også være, det har noget med det at gøre.

På søndag kan AGF'ere så udbygge sin føring i hovedstødstabellen, når holdet gæster AaB. Her kommer han i øvrigt til at spille direkte over for nummer tre på listen, Oliver Abildgaard, der kun er seks hovedstød efter Stage.