Video : Tipsbladet
Superliga

SIF får gavn af Skov-salg: Opjusterer forventninger med millionbeløb

FC København forventer at sælge Robert Skov til tyske Hoffenheim, og det får Silkeborg IF glæde af.

FC København meddelte lørdag eftermiddag, at man forventer at sælge sidste sæsons topscorer i Superligaen, Robert Skov, til tyske Hoffenheim.

I samme meddelelse skrev de, at de ændrer forventningerne til årets regnskab i PARKEN Sport & Entertainment fra et resultat før skat på 45 til 60 millioner kroner til 85 til 100 millioner kroner.

Men de er ikke de eneste, der nyder godt af salget. Silkeborg IF, der i januar 2018 solgte Robert Skov til FC København, opjusterer også deres forventninger med flere millioner. Det meddeler Silkeborg IF i en fondsbørsmeddelelse.

- Dattervirksomheden Silkeborg IF A/S er berettiget til at modtage dels en andel af transfersummen og dels en andel af de såkaldte solidaritetsmidler jf. FIFAs gældene regler, meddeler de blandt andet og tilføjer:

- Ved opfyldelse af betingelserne opjusteres selskabets resultatforventning for 2019 til et resultat før eventuel dagsværdiregulering af investeringsejendomme og før skat til et overskud på 5-10 mio. kr. mod tidligere -5 til +5 mio. kr. jf. fondsbørsmeddelelse nr. 1 af 22. marts 2019.

Ifølge Ekstra Bladet får FC København 75 millioner kroner for Robert Skov, men prisen kan stige til 90 millioner kroner ved diverse bonusser.