Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE forlænger med andenkeeper

Nikola Mirkovic har skrevet under på en toårig kontrakt med SønderjyskE.

Den 27-årige serber fik i vinterpausen muligheden for at vise sig frem i SønderjyskE. Prøveperioden resulterede i en kontrakt i foråret, og nu er parterne blevet enige om at forlænge aftalen. 

Mirkovic har nemlig underskrevet en toårig aftlale med option for yderligere et år. Og det er noget, man glæder sig over i SønderjyskE. Sportschef Hans Jørgen Haysen er i hvert fald glad for at holde på serberen. 

- Vi så nogle gode ting i vinter, siden vi tog ham ind efter træningsopholdet, og vi er blevet endnu mere overbevist, efter det han har leveret i foråret. Han bliver bare bedre og bedre, og vi føler, at vi står godt rustet på målmandsposten, hvor Mirkovic og Sebastian Mielitz kan presse hinanden, for de er virkelig dygtige begge to, siger han ifølge klubbens hjemmeside. 

Nikola Mirkovic er også ganske tilfreds med, at opholdet i det sønderjyske er blevet forlænget. 

- Jeg er virkelig glad for at være i klubben, og min familie er faldet godt til i Haderslev. Vi har følt os velkomne fra starten, og folk er søde til at hjælpe os. Jeg er meget glad for, at vi nu ved, at vi skal være her i lang tid, siger han. 

Mirkovic har endnu ikke fået spilletid i Superligaen, men det har han tænkt sig at lave om på. Hans ambition er nemlig at blive førstevalg i klubben. 

- Jeg har stor respekt for Sebastian Mielitz, som er en dygtig målmand, men min ambition er at blive førstemålmand i klubben. Der er fair konkurrence, og jeg vil arbejde hårdt og gøre mit bedste for at komme i startopstillingen, siger han.