Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE forlænger med anføreren

Anfører Marc Pedersen har forlænget sin aftale med SønderjyskE, så han nu er at finde i klubben indtil 2021.

SønderjyskE skal ikke have ny anfører foreløbig. Klubben har nemlig forlænget deres nuværende anfører, Marc Pedersen, der således at finde i klubben indtil 2021. Det meddeler SønderjyskE på deres hjemmeside. 

Og det glæder sportschef Hans Jørgen Haysen, at de kan holde fast på anføreren og dermed sikre stabilitet og kontinuitet.

- Marc Pedersen er en kriger, en anfører og en leder på – og uden for banen. Hans hjerte og kæmpe store vindermentalitet lyser stjerneklart til både kampe og når der slides i det daglige på træningsbanerne. Det er lige så vigtigt for os at forlænge med egne profiler som at hente dem udefra. Det giver stabilitet og kontinuitet på holdet, hvilket ikke mindst også kendetegner denne kontraktforlængelse. Vi er meget tilfredse, fortæller Haysen.

Haysen fortæller samtidig, at det var let at blive enig om detaljerne med Pedersen, og det nikker anføreren genkendende til.

- Når man snakker med sin agent, så kommer han og fortæller, at der er de og de muligheder. Jeg var rimelig fast besluttet på, at det var her, jeg skulle fortsætte. Jeg ved ikke, om der har været noget specifikt, men jeg er bare sindssygt glad for, at jeg kan få lov til at fortsætte hernede, fortæller Pedersen til jv.dk.

Marc Pedersen, der havde et år tilbage på sin kontrakt inden kontraktforlængelse, skiftede til SønderjyskE fra FC Fredericia i 2015.