Solbakken om angrebskabale: Pourie og De Ridder har ingen fremtid her
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

Solbakken om angrebskabale: Pourie og De Ridder har ingen fremtid her

FC København står foran en sommer med rokader i klubbens angrebsdepartement. Nicolai Jørgensen forventes solgt, og der skal findes en afløser udefra.

Det har længe ligget fast, at FC København forventer at sælge Nicolai Jørgensen til en udenlandsk klub i det kommende sommertransfervindue. Solbakken forventer fortsat et sommersalg, og søndag slog han fast, at man derfor skal have en ny angriber til sommer. 

Den norske manager har ikke de store krav til en ny angriber, for han mener egentig, at FC København er godt besat.

- VI er godt stillet, fordi vi har Cornelius og Santander. Santander er midt i mellem, og Corner er en powerforward, så det er fint ud. Vi ser på, hvad der er af muligheder, men det handler bare om, at vi får en god spiller, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Han slår dog fast, at der skal en ny angriber til klubben, og det er ikke et tema at bruge Marvin Pourié eller Steve De Ridder, der aktuelt er udlejet til henholdsvis FC Ura i Rusland og Zulte-Waregem i Belgien.  

- Det kan godt være, at de kommer tilbage, men de har ingen fremtid her, for de indgår ikke i mine planer for de næste år her. Vi vil forsøge at få dem afsat permanent også, siger Ståle Solbakken. 

Marvin Pourié har tidligere på året skiftet agent, og håbet fra ham har egentig været, at tyskeren skulle tilbage til FC København, men nu ser det altså ud til, at Pourié er helt færdig i FC København, selvom han har kontrakt med klubben frem til sommeren 2017. For Steve De Ridders vedkommende har Zulte-Waregem en købsoption på belgieren, men det har tidligere været fremme, at klubben ikke vil betale den pris, som FC København forlanger. 

Dog har Steve De Ridder tidligere udtalt, at han ikke forventer at returnere til FC København, hvor han ellers har kontrakt til 2018.