Sportschef: Ærgerligt med Drexler - men flot økonomisk gevinst
Foto: FC Köln
Superliga

Sportschef: Ærgerligt med Drexler - men flot økonomisk gevinst

FC Midtjyllands sportschef ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes for klubben at få integreret Dominick Drexler, der nu er fortid i klubben efter bare 20 dage.

FC Midtjylland har i dag taget endelig afsked med Dominick Drexler, som aldrig nåede at trække klubbens trøje over hovedet i en betydende kamp. 

Den danske mesterklub har tjent en god slat penge på at sælge den tyske midtbanespiller til FC Köln. Det oplyser FC Midtjylland på sin hjemmeside. 

Klubbens sportschef, Svend Graversen, fortæller, at der blev arbejdet ihærdigt på at få den målfarlige tysker til at falde til i det midtjyske, men da det ikke lykkedes, blev han i stedet solgt med god fortjeneste. 

- Det har i lang tid været en speciel sag, hvor vi har gjort alt for at få Dominick til at falde til både som spiller og menneske, men han havde et stort ønske om at blive i Tyskland på grund af sin familie, samt en øget interesse fra tyske klubber, og på den baggrund forsøgte vi at lave den bedst mulige handel, siger han.

- Selvfølgelig ærgrer det os, at vi ikke får Dominick at se i FCM-trøjen, men vi glæder os til gengæld over, at sagen endte med at give klubben en meget flot økonomisk gevinst. Drexler-sagen er et eksempel på, hvad der kan ske, når man arbejder med mennesker, men jeg synes, vi fandt en fornuftig løsning på en sag, vi helst havde været foruden, lyder det fra sportschefen.

FC Midtjylland betalte i første omgang 18,5 millioner kroner, da de købte ham i Holstein Kiel, men nu har midtjyderne solgt ham for 33,5 millioner kroner til FC Köln, og dermed er der en god fortjeneste for Superliga-klubben.

20 dage blev det til for Dominick Drexler i FC Midtjylland.