Video : Tipsbladet
Superliga

Ståle Solbakken ser tilbage: Zornigers Brøndby-hold var formidabelt

Ståle Solbakken runder søndag sin kamp nummer 600 som cheftræner for FC København.

Ståle Solbakken runder søndag et skarpt hjørne, når han står i spidsen for FC København for 600. gang. Jubilæet markeres i den største kamp i dansk klubfodbold, når FCK tager imod arvefjenderne fra Brøndby IF i Telia Parken.

Netop rivalerne fra den københavnske Vestegn har Ståle Solbakken selvsagt udkæmpet mange drabelige slag mod i årenes løb, og selvom han har trukket sig sejrrigt ud af de fleste, er der flere Brøndby-årgange, FCK-bossen løfter på hatten for.

Han fornemmer også, at noget godt er på vej i Brøndby under Niels Frederiksen.

- De kampe har altid haft en drivende effekt, og i min tid har vi mødt mange gode Brøndby-hold. Et Laudrup-hold, som var vældig godt, og et Kent Nielsen-hold, som var vældig godt, og som vi kæmpede med mesterskabet om i 2009, og vi har mødt et formidabelt Zorniger-hold, og nu tror jeg, de er i færd med at bygge et nyt godt hold, siger Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside.

Læs også:Optakt: FC København - Brøndby IF

Nordmanden har stået i spidsen for FC København i to omgange og aktuelt siden 2013. Han ser tilbage på en til tider udfordrende tid, hvor han og klubben har måttet træffe nogle svære valg.

- Jeg føler, at jeg nu har lagt et godt grundlag for det, som skal ske fremover i FCK, og at FCK ikke er så afhængige af mig længere, som de nok var, lige efter jeg kom tilbage i 2013, og indtil vi fik lavet strategiskiftet

Strategiskiftet, han nævner, foretog FC København, da Ståle Solbakken lige var kommet til klubben for anden gang.

- Særlig perioden efter, jeg kom tilbage, var super udfordrende på alle parametre. Vi havde en trup uden salgsobjekter, og økonomien i de andre ligaer udviklede sig meget hurtigt, så vi måtte finde ud af, hvordan vi kunne reducere afstanden, siger Solbakken og fortsætter:

Læs også:Imponeret Solbakken har respekt for Malmö inden gruppefinale

- Derfor lavede vi en stor turn-around i 2013-14, som kostede lidt på den korte bane, men gav os et vældig godt fundament. Siden har vi udbygget alt lige fra sundhedssektoren, talentafdelingen, scoutingen - ja, egentlig alle områder, også medieområdet.

- På alle parametre er vi i dag en meget større og mere professionel klub, men vi har stadig den udfordring, at vi skal vinde Superligaen hvert år og blive ved med at gøre det godt i Europa. Samtidig skal vi sælge spillere for millionbeløb, så vi skal præstere, selv om spillerne er her i kortere og kortere tid. Alt det kræver, at vi har flere dygtige personer på alle positioner.

Ståle Solbakkens allerførste Superliga-kamp i spidsen for FC København var også mod Brøndby IF. Det var tilbage i 2006, hvor et Brøndby-hold med Michael Laudrup i spidsen vandt 3-0 på hjemmebane. I det opgør scorede blandt andre Martin Retov, som søndag er cheftræner for Brøndby i karantænefraværet af Niels Frederiksen.

51-årige Ståle Solbakken har stået i spidsen for FC København i 397 Superliga-kampe - han har vundet de 252. 

Læs også:Zeca misser Malmö-brag: Det er ikke noget problem

Læs også:FCK slår FC Lugano på udebane i Europa League