Video : Tipsbladet
Superliga

Stolt EfB-talent om forlængelse: Perfekt sted at fortsætte udviklingen

Patrick Egelund forlængede tirsdag sin kontrakt med Esbjerg fB, så den løber frem til sommeren 2023.

Esbjerg fB sikrede sig tirsdag en forlængelse af 18-årige Patrick Egelunds kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2023. Offensivspilleren naturligvis stolt over forlængelsen, som han håber kan kaste mere spilletid på førsteholdet af sig.

- Jeg er både glad og stolt over at have underskrevet en ny kontrakt med EfB, som i mine øjne er det perfekte sted at fortsætte udviklingen. Allerede i foråret var jeg inde og snuse til Superligaen, og efter min sommerferie blev jeg en fast del af truppen, hvor jeg er blevet taget rigtig godt imod af de andre spillere, siger han til klubbens hjemmeside.

I sidste sæson blev det til to optrædener i Superligaen for bronzevinderne. Den unge kantspiller blev skiftet ind mod både FC Midtjylland og FC København, og det har givet blod på tanden.

Målet for den kommende sæson er ifølge Patrick Egelund selv, at han skal arbejde hårdt og være skarp, så han kan byde sig til om pladserne på holdet.