Video : Tipsbladet
Superliga

Stolt FCM-kaptajn: Det er så fortjent, at vi står her i dag

FC Midtjyllands anfører, Jakob Poulsen, er lykkelig over at kunne fejre det danske mesterskab, som han mener, at de har fortjent i Herning.

Det var en stolt Jakob Poulsen, der talte med TV3 efter 1-0-sejren over AC Horsens, der altså betød, at FC Midtjylland kan kalde sig danske mestre. En titel, som han mener er fortjent, selv om Brøndby IF måske har spillet flottere fodbold til tider.

- Det er så vildt. Alle havde dømt os ude i et helt forår, og vi har solgt for, ifølge vores sportsdirektør, mange hundrede millioner. Men alligevel så fighter vi og kæmper og tager røven på alle sammen, og det er så pissefedt.

- De har spillet flot fodbold. Det skal de have. Og vi har måske ikke spillet ligeså flot fodbold til tider, men vi har stadigvæk skrabet de point, de skal til, sammen, og det er det, det handler om, og jeg synes, det er så fortjent, at vi står her i dag, fortalte Poulsen.

Men på trods af at han er stolt af, at midtjyderne tog fusen på alle dem, der dømte dem ude, da de i vinteren solgte flere store profiler, var han også selv forundret over beslutningen om at sælge.

- Først og fremmest tænkte jeg, at vores ledelse havde tabt sutten. At de solgte ud på et hold, som var så godt og så godt spillende i efteråret. Men når man så hører prisen og de muligheder, der har været for de forskellige spillere, så skulle de jo afsted.

FC Midtjylland solgte blandt andet Alexander Sørloth, Filip Novak og Rasmus Nissen.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.