Video : Tipsbladet
Superliga

Superliga-spørgsmål: Bliver mesterskabet afgjort?

Intet er afgjort i forhold til fordelingen af guld, sølv og bronze, og så er det også helt åbent, hvem der rykker ud.

Der resterer kun to runder af mesterskabsspillet, og senest mandag aften er det altså afgjort, hvem der skal have guld, sølv og bronze. Men hvor det i tidligere år har været yderst kedeligt på nuværende tidspunkt i sæsonen, er der intet, der er afgjort denne gang.

Hverken i toppen eller i bunden, så lad os se på de vigtigste spørgsmål til den kommende runde, der starter torsdag aften.

Bliver mesterskabet afgjort?

Fredag klokken 18.00 gæster FC Midtjylland Parken og FC København. Taber Jess Thorups tropper, ryger mesterskabet, og det samme gør det formentlig, hvis klubben kun hentet et enkelt point. Derfor er der altså brug for en sejr og tre point i en meget svær udekamp. FCK har selv alt at spille for, efter klubben senest tabte med 0-1 ude mod AaB og dermed er side om side med FC Nordsjælland i kampen om at ende som nummer tre.

Taber FC Midtjylland, bliver mesterskabet afgjort, hvis Brøndby vinder i Horsens, hvor der ventes at komme mange, mange Brøndby-fans. Det kan ende med en vild gyser i sidste runde, hvis begge hold vinder, men det kan også være afgjort, hvis FCM taber i Parken.

Hvem rykker ud?

FC Helsingør eller Silkeborg spiller ikke i landets bedste række efter sommerferien. Det er et faktum. Men hvem af de to hold, det bliver, får de lov til at spille om, så i bedste gladiatorstil er det last man standing, der overlever. Eller overlever er så meget sagt, for en uge senere spiller det hold så for Superliga-livet igen, når klubben skal møde numer to fra NordicBet Ligaen.

De to Superliga-hold mødes først i Helsingør torsdag aften, hvor man kan få en idé om, hvordan det ser ud før returkampen i Silkeborg mandag. Et dårligt resultat for et af de to hold i torsdag aften, og ja, så er nedrykningen meget tæt på at være en realitet.

Hvem skal spille om en plads i Europa?

AGF eller SønderjyskE? FC København eller FC Nordsjælland? De første tegn til, hvilke to hold der skal mødes om en enkelt plads i Europa, begynder at tage form fredag og lørdag, hvor de fire hold er i aktion.

FC København eller FC Nordsjælland ender som nummer fire i Superligaen og får en enkelt hjemmekamp mod AGF eller SønderjyskE om at komme i Europa.

Hvem af holdene, der skal mødes, bliver interessant at se. FCK møder FCM hjemme fredag aften, mens FCN er ude mod AaB fredag aften. AGF møder SønderjyskE hjemme lørdag, og der er returkamp mellem de to hold på mandag.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.