Video : Tipsbladet
Superliga

Superligadebutant blev næsten matchvinder: Det er gået stærkt

Vejle Boldklubs Jonas Andersen scorede i sin Superligadebut, men AGF fik udlignet dybt inde i overtiden, og så blev han ikke matchvinder alligevel.

I efterårssæsonen var 19-årige Jonas Andersen udlejet til Kolding IF i 2. division uden store succes, men tilbage i Vejle fik angriberen mandag aften debut, da han med et kvarters tid igen blev skiftet ind og få minutter senere fik scoret et mål, der så ud til at afgøre kampen.

- Det var mere, end jeg kunne drømme om, da jeg stod op i morges. Det er gået rigtig stærkt de sidste uger, og havde du spurgt mig for en måned siden, så havde jeg ikke troet, at jeg skulle stå her, men jeg stopper ikke her siger Andersen til TV3 Sport.

Den unge Superligadebutant var meget glad for scoringen, hvor han resolut bankede til bolden med venstrebenet i en situation, hvor AGF-keeper Kamil Grabara ikke så for heldig ud, men skuffelsen var alligevel tydelig over de missede point.

- Vi dominerer kampen i perioder, skaber chancer og har en føring kort før tid, så selvfølgelig er vi skuffende. Det havde været fair, hvis vi havde vundet, fortsætter han.

Det uafgjorte resultat betyder, at Vejle fortsat er sidst i nedrykningsspillets Gruppe 1, hvor de har otte point op til SønderjyskE på tredjepladsen, mens Horsens og AGF ligger side om side på førstepladsen med 11 point ned til Vejle.