2017-02-17 16:59
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Syv kampe, syv spørgsmål. Syv svar. Tipsbladet.dk sætter fokus på Superliga-kampene ved at stille et spørgsmål, der skal svar på, til hver kamp.

Foråret banker endelig på døren, og nu byder dansk fodbolds bedste række igen inden for til Superliga-fodbold og et spændende forår, hvor der er nyt slutspil og masser af interessante historier.

Slutspillet er stadig en ubekendt faktor, og det bliver meget interessant at se, hvordan det forløber, men vi når dertil, har alle hold fem grundspilskampe, og vi starter med en sand lækkerbisken af en runde.

Det er nemlig derbyrunden, der åbner foråret, og der er flere meget interessante kampe i runden.

Lad os kigge på kampene og på det, vi gerne vil ahve svar på.

Kan Lyngby slukke Nordsjællands drømme om top seks?
FC Nordsjælland - Lyngby BK, fredag klokken 18.00, TV3 Sport 1

Opgøret mellem FC Nordsjælland og Lyngby BK er et yderst interessant opgør. Begge klubber gode til at udvikle talenter, og begge klubber kæmper om de samme talenter. Senest var det Emre Mor, der blev smidt ud i Lyngby, samlet op af FC Nordsjælland og solgt for en klækkelig sum til Borussia Dortmund. Jo, man forstår, hvis der er andet end kærlighed i luften mellem klubberne.

Når de mødes fredag aften i Farum kan FC Nordsjælland med en sejr spille sig helt ind i kampen om top seks igen. Top seks, der er så vigtig i forhold til slutspillet, fordi det endegyldigt vil sikre, at klubben ikke rykker ud af Superligaen. Omvendt kan Lyngby med tre point på Right to Dream Park stort set ødelægge alle FC Nordsjællands drømme om en placering i toppen.

Meget interessant opgør.

Kan stadionspeakeren udtale de nye navne i Esbjerg? 
Esbjerg fB - SønderjyskE, fredag klokken 20.15, Canal 9

Hvis stadionspeakeren i Esbjerg fB har sommerfugle i maven, er det ganske forståeligt, for fredag aften kommer han på en alvorlig prøve, når Esbjerg fB får besøg af SønderjyskE. Her skal stadionspeakeren, som i øvrigt hedder Lars Hansen, udtalte Konstantinos Tsimikas, Emmanuel Essigba, Budu Zivzivadze, Otar Kakabadze og Goergios Katsikas.

Jo, der venter en opgave for manden, der i metroxpress har fortalt, at han har bedt cheftræner Lars Lungi Sørensen om at 'tænke lidt på mig'.

Det fortæller selvfølgelig historien om et mandskab, der har fået nye og af dansk fodbold ukendte spillere ind, og fredag møder klubben SønderjyskE, der er med ny træner og uden Simon Kroon, Janus Drachmann og Marc Dal Hende, der alle er blevet solgt.


Gentager Skhirtladze bedriften?

Silkeborg IF - AC Horsens, lørdag klokken 16.00, TV3 Sport 2

Det har ikke været mange mål, den georgiske angriber Davit Skhirtladze har scoret i dansk fodbold, men mod AC Horsens scorede han hele to gange. I alt blev det til syv scoringer i efteråret, hvor det også blev til et hattrick mod Viborg, men Davit Skhirtladzes to scoringer mod AC Horsens var vigtige i et opgør, der endte 3-3. Silkeborg var bagud 0-2 og 1-3, da Skhirtladze scorede sine mål, og det ene af de to scoringer kom tilmed på et teknisk sublimt saksespark.

Spørgsmålet er, om han holder fast i målformen, den offensive spiller?

Kommer der Brøndby-fans i Telia Parken?
FC København - Brøndby IF, søndag klokken 13.30, 3+

Brøndby Support har meddelt, at fangrupperingerne boykotter kampen mod FC København i Telia Parken, fordi fansene er utilfredse med de forhold, der er dem stillet i sigte. Brøndby IF sælger dog fortsat 1.400 billetter til opgøret, og det bliver interessant at se, hvor mange af udeholdets tilskuere der kommer til fodbold søndag.

Spillerne fik slet ikke støtte senest i Telia Parken, men der kommer formentlig tilskuere nu - spørgsmålet er bare hvor mange? Det er dansk fodbolds største opgør, og sådan et opgør fortjener fans fra begge lejre.


Får Wieghorst sin hævn?

AGF - AaB, søndag klokken 16.00, Canal 9

AaB's nye træner hedder Morten Wieghorst. AGF's tidligere træner hedder Morten Wieghorst. Den tidligere FC Nordsjælland-træner fik for lidt over et år siden sparket i AGF, der i stedet ansatte Glen Riddersholm, og nu vender Morten Wieghorst efter et års sabbat tilbage til Superligaen og trænergerningen.

Og så åbner han tilmed med et opgør mod sin netop tidligere klub, hvor Wieghorst sikkert vil elske at tage fra Århus med tre point og en lang næse til den ledelse i Århus, der valgte at fyre ham.

Kan Kristian Riis løfte arven i Midtjyllands forsvar?
FC Midtjylland - Viborg FF, søndag klokken 18.00, TV3 Sport 1

Patrick Banggaard er blevet solgt til tyske Darmstadt, og det betyder, at det nu er unge Kristian Riis, der skal løfte arven i FC Midtjyllands forsvar. Den kun 19-årige forsvarsspiller er aggressiv og duelstærk, og han kan på sigt være en opgradering i forhold til Banggaard.

Men faktum er, at han er uerfaren, og han åbner foråret med noget af et opgør, når han møder ærkerivalerne Viborg FF. Der kommer altså pres på fra start, og Kristian Riis skal vise, at han kan stå imod i et forår, hvor FCM vil have både medaljer og pokaltitel.

Indtil videre har Riis spillet seks kampe for FC Midtjylland.

Har OB-angriberne de rigtige støvler på?
OB - Randers FC, mandag klokken 19.00, TV3 Sport 1

Blot 16 gange i 21 kampe formåede fynske OB at få bolden i nettet i efteråret. Det var klart færrest af alle hold, hvor Lyngby lavede næstfærrest med 20 kasser. Mens Lyngby ligger nummer fem i dansk fodbolds bedste række er OB næstsidst.

Men der kom ikke en offensiv forstærkning til Fyn før foråret i Superligaen, og dermed er presset markant på Kent Nielsens mandskab, hvor sportsdirektør Jesper Hansen især har stået i skudlinjen, når klubbens fans har skudt mod klubben.

Presset på OB-angriberne er markant, og der skal point til og mål til, hvis det skal ende med et godt forår for OB, der er i nedrykningsfare. Kan målene komme allerede mod Randers?

SENESTE NYT...
OP | NED

AFSTEMNING

Hvor god er Christian Eriksen lige nu?

SUPERLIGA-VIDEO