Video : Tipsbladet
Superliga

Tilpas Fischer klar på flere kampe som angriber

Viktor Fischer føler sig tilpas som angriber og er klar på flere kampe som spydspids for FC København.

Viktor Fischer startede som angriber, da FC København torsdag vandt 3-1 over Riga FC i Europa League-kvalfikationen, men det bliver formentlig ikke sidste gang, at den tidligere Ajax-spiller skal spille her for de danske mestre.

Efter skaderne til Dame N'Doye og Jonas Wind vil Fischer således jævnligt blive rykket fra sin vanlige position på venstrekanten og ind i angrebet. Det fortæller Ståle Solbakken til Ritzau.

- Så længe vi har dem, vi har nu, vil det være naturligt, at Fischer kommer til at skifte mellem de to positioner. Når det er mere åbne kampe, kan han sagtens være en hængende angriber, som flagrer rundt - det gjorde han rigtig godt mod Riga.

- Men når modstanderen står rigtig lavt, og der kommer flere indlæg, og der ikke er så meget plads, er han bedre på kanten. For han søger det alligevel. Han søger væk fra, hvor der er trængt. Han vil jo have spillet foran sig og dirigere spillet, lyder det fra nordmanden.

Fischer åbnede scoringen mod det lettiske mandskab, det første mål for ham siden den 22. april, men blev i anden halvleg rykket tilbage på kanten efter Michael Santos' indskiftning.

Landsholdsbobleren forventer dog flere kampe som angriber i efteråret, og det er en udfordring, som han ikke er bange for at tage op.

- Det var faktisk rigtig fedt at få den variation. Det var dejligt at prøve noget andet igen og spille to forskellige positioner i en kamp. Jeg tror helt sikkert, at det er en seriøs mulighed, at jeg skal have flere kampe i angrebet i efteråret. Jeg synes også, at det gik udmærket i første halvleg mod Riga.

- Så det er absolut en seriøs mulighed, men vi har også Michael Santos, som kom ind, og han skal også have muligheden for at vise sine kvaliteter. Men jeg føler mig tilpas oppe foran, lige så vel som jeg gør på venstrekanten, siger Fischer.

Pieros Sotiriou, Michael Santos, Mohamed Daramy og altså Viktor Fischer er på nuværende tidspunkt Ståle Solbakkens muligheder til angrebet.