Video : Tipsbladet
Superliga

Tim Sparv: Holdet er klar til at slutte sæsonen ordentligt af

FC Midtjylland har ikke hentet ligeså mange point i den seneste tid, som de er vant til på heden, men Tim Sparv er klar til at slutte godt af mod EfB.

FC Midtjylland spiller lørdag sæsonens sidste kamp, hvor midtjyderne kan se tilbage på en andenplads i Superligaen og en førsteplads i pokalturneringen. Det er noget, som klubbens finske midtbanemotor Tim Sparv er godt tilfreds med.

Det gør han klart i et interview på FCM's officielle hjemmeside.

- Overordnet har vi haft en god sæson. Selvfølgelig var det vigtigt, at vi vandt pokalen, for når man spiller i en klub  som FC Midtjylland, så er der krav om, at man skal have pokaler, når sæsonen er slut - og det har vi, fortæller Tim Sparv, som dog gerne ville have klaret sig bedre i Superligaen.

Derfor er det også vigtigt for ham, at holdet gør sæsonen ordentlig færdig. Særligt efter en periode, hvor der ikke har været så meget benzin på for holdet.

- Vi vil gerne spille en god sidste kamp. Jeg synes, at vi har været lidt mentalt og fysisk trætte. Det er lidt svært at have den rigtige attitude i træningen, når man kan mærke at sæsonen er slut, og vi vandt, hvad der var vores prioritet. Men i dag var det igen på højt niveau ude på træningsbanen, så jeg synes, at holdet er klar til at slutte godt af, forklarer Tim Sparv

For Sparv venter et møde med landsmanden og den tidligere holdkammerat Markus Halsti i kampen mod Esbjerg. Det ser FCM-finnen frem til.

- Markus (Halsti red.) er jo en af mine bedre venner fra fodboldverdenen. Vi har god kontakt, og vi boede på samme gade i Silkeborg, da han spillede for FC Midtjylland. Jeg kender hans familie rigtig godt, og jeg glæder mig til at møde ham på banen, siger han og fortsætter:

- Han har haft en fantastisk sæson som anfører for Esbjerg, og de skal have ros. Ikke bare for deres placering i tabellen, men også for deres spillestil og filosofi, lyder det fra Tim Spav.

Kampen mellem FC Midtjylland og EfB spilles lørdag klokken 17.