Video : Tipsbladet
Superliga

Tingager: Ikke tilfreds med spillet trods sejr

Frederik Tingager scorede OB's første mål i fem kampe, da han gjorde det til 1-0 i fredagens kamp mod AGF, som fynboerne vandt. Men han er ikke tilfreds med den indsats, holdet lagde for dagen.

Før den tiltrængte sejr mod AGF, havde OB ikke vundet en fodboldkamp siden midt i august. De havde heller ikke scoret i deres seneste fem kampe, men begge statistikker blev lavet om, da holdet vandt 2-1 i fredags. Frederik Tingager og Rasmus Jönsson stod for de forløsende mål, der har bragt glæde og optimisme tilbage i truppen.

Frederik Tingager, der scorede OB's første mål, gav sin jubelscene lidt ekstra gas, end man normalt ser.

- Det var fantastisk at score og samtidigt også befriende at give noget tilbage. Jeg havde ikke regnet med, at det skulle være mig, som skulle stoppe måltørken, men det blev det. Jeg synes selv, at det var et vigtigt mål, og så betyder det bare noget ekstra. Det er i hvert fald et mål, som jeg ikke vil glemme lige foreløbigt. Publikum har stået bag os, selvom det har været hårdt. Min jubelscene var vel en begejstring til publikum, og den måde de har bakket os op på. Det var en rigtig god aften, siger Tingager til klubbens hjemmeside.

Spillerne har herefter kunnet nyde sejren og samtidig reflektere over den. Det har den høje midterforsvarsspiller gjort, og til trods for glæden ved endelig at få alle tre point, vil han forbedre spillet, som han ikke mener, hverken klub eller spillere kan være tilfredse med.

- Det har været en rigtig god weekend. Især når man tænker på de foregående weekender, hvor vi kom tomhændede hjem. Samtidigt er vi også godt klar over, når vi får kampen lidt på afstand, at vi ikke spillede den bedste kamp. Så vi er ikke i nærheden af at være tilfredse med det, vi leverede. Men arbejdsindsats og disciplin kunne man ikke sætte en finger på. Selvom humøret altid er godt i truppen, så har det været helt i top efter AGF-kampen. Vi har ikke hængt med hovederne i de foregående uger, men det er klart, at der har været lidt trykket stemning. Humøret er helt i top igen, og det er selvfølgelig rart at komme til træning, når det er sådan.

OB har i landskampspausen mulighed for at arbejde på de ting, de ikke har været tilfredse med, før de igen skal i kamp søndag den 16. på udebane mod Randers. Får OB alle tre point, kan de potentielt kravle op på niendepladsen i Superligaen.