Ulyksalig Thychosen ude i ni måneder
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Ulyksalig Thychosen ude i ni måneder

Uheldige Oliver Thychosen må konstatere, at han ikke kan spille fodbold de næste ni måneder som følge af en korsbåndsskade.

Et interessant spørgsmål i livet er immervæk, om det hele blot er prædestineret eller ej. Hvis det er tilfældet, må Oliver Thychosen konstatere, at en ulykke desværre sjældent kommer alene for hans vedkommende. Spørgsmålet er så, om det fortsætter ad den uheldige vej for ham fremover. 

For den ulyksalige Thychosen må sande, at han er ude de næste ni måneder som følge af en korsbåndsskade, han pådrog sig mod FC Midtjylland søndag aften. Det skriver Viborg på klubbens hjemmeside. Efter blot fem minutters spil måtte den tidligere FC Nordsjælland-spiller forlade banen. 

- Jeg var forberedt på, at det er korsbåndet, og det fik jeg så bekræftet i dag. Det er selvfølgelig hårdt, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg må i gang med genoptræning, og så skal jeg komme stærkere tilbage, lyder det fra Thychosen til Viborgs hjemmeside. 

Dermed Thychosens sæson formentlig allerede slut, inden den for alvor begyndte. Thychosen har i denne sæsons syv kampe været en profil for Viborg FF, hvor han har scoret to mål og lavet en assist.