Video : Tipsbladet
Superliga

Vejle skriver kontrakt med Bubacarr Trawallys lillebror

Superliga-klubben Vejle Boldklub har ifølge tipsbladet.dks oplysninger fået papir på Foday Trawally.

Selv om storebror "Bubacarr "Steve" Trawally aldrig trak Vejle-trøjen over hovedet og i stedet endte med at blive solgt for et pænt millionbeløb til Al Shabab FC sidst i januar, er det stadig muligt, at en Trawally kan komme i aktion for førsteholdet i Vejle Boldklub.

Tipsbladet.dk forstår, at Superliga-oprykkerne har fået papir på Bubacarr Trawallys lillebror, Foday Trawally, og han har sat sin signatur på en toårig lærlingeaftale med den danske klub.

Det skete, da Foday Trawally fyldte 18 år torsdag.

Foday Trawally var til prøvetræning i Vejle i august sidste år, men det er altså først nu, hvor han er fyldt 18 år, det har været muligt at få ham på kontrakt.

Offensivspilleren har været ramt af en korsbåndsskade og er ved at arbejde sig tilbage fra den alvorlige skade.

Gambieren spiller på den offensiv midtbane og kan også gå helt i front, og han er tiltænkt en rolle på U19-holdet til at starte med, inden han - hvis han viser sig god nok og udvikler sig nok - kan få chancen på førsteholdet i Vejle.

Historien om Bubacarr Trawally er historien om en spiller, Vejle købte for at udleje ham til en kinesisk klub med det samme. Da den lejeaftale løb ud ved årsskiftet, kunne "Steve" måske have spillet for Vejle. Sådan endte det dog aldrig, da han ikke havde den store lyst til at spille for Superliga-oprykkerne - i stedet blev han solgt itl Al Shabab FC fra Saudi Arabien.

Over for tipsbladet.dk bekræfter Steen Thychosen, talentchef i Vejle Boldklub, at klubben har skrevet kontrakt med Foday Trawally.