Video : Tipsbladet
Superliga

Wind inden mesterskabsspillet: Kampene mod FCM bliver skelsættende

Det bliver ifølge Jonas Wind de to opgør mod FC Midtjylland, der kommer til at afgøre mesterskabet.

FC København indleder mesterskabsspillet på Superligaens førsteplads, hvor de har et enkelt point ned til de forsvarende mestre fra FC Midtjylland. Forude venter ti svære opgør, og især opgørene mod Brøndby og FC Midtjylland ser Jonas Wind meget frem til.

- Nu så jeg, at Brøndby gik videre, og det er altid stort, så det ser jeg frem til. Så er der selvfølgelig topkampene mod FCM. De bliver meget vigtige og skelsættende for, hvem der vinder trofæet, siger den unge angriber til FCK TV.

I sidste sæson formåede FC København ikke at true FC Midtjylland og Brøndby i toppen af Superligaen, og derfor er det ekstra spændende, at det er så tæt i toppen af rækken.

- Selvfølgelig vil vi gerne bare smadre ligaen og føre med mange point allerede, men sådan er det ikke, og det er sgu også okay, at det bliver lidt tæt, fortsætter Wind.

Angriberen kom ind i pausen mod Hobro søndag aften med instruktion om at holde sig tæt på Dame N’Doye, og netop den opskrift kastede et mål af sig til sidst. Med scoringen er 20-årige Wind oppe på fem sæsontræffere i Superligaen.