Video : Tipsbladet
VM

Andreas Christensen føler sig ovenpå igen efter krampe mod Peru

Efter at være udgået i åbningskampen mod Peru med krampe føler Andreas Christensen sig nu klar til at spille mod Argentina.

Det så mystisk ud, da Åge Hareide udskiftede Andreas Christensen med 10 minutter tilbage af kampen mod Peru.

Den danske midterforsvarer så ikke skadet ud, og det var han som sådan heller ikke. Dog kunne den 22-årige Chelsea-spiller mærke en krampe i det ene baglår, og derfor ville han ikke tage nogle chancer i slutminutterne.

I de seneste dage har de danske spillere ikke trænet fuldt igennem, og Andreas Christensen har været lidt på skånekost, og han regner nu med at være helt klar til kampen mod Australien på torsdag.

- Jeg føler mig klar til at træne på 100 procent, og jeg ser frem mod vores næste kamp mod Australien. Jeg har det fint. Hjemme på hotellet skal vi gå op ad nogle trapper for at komme op til spiserummet, og der føles det fint, siger Andreas Christensen til B.T.

Allerede i pausen mod Peru kunne den unge midterforsvarer mærke, at det begyndte at spænde op i baglåret, og han modtog behandling, men det var alligevel ikke nok til at holde ham kørende hele kampen mod Peru.

Da Andreas Christensen gik ud, kom Mathias ”Zanka” Jørgensen ind og udfyldte rollen som midterforsvarer ved siden af Simon Kjær.