Video : Tipsbladet
VM

Eriksen foran møde med Modric: Han er en levende Tottenham-legende

Danske Christian Eriksen er klar over Luka Modrics legendestatus i Tottenham Hotspurs. Han glæder sig meget til at stå over for ham i ottendedelsfinalen.

Danmark kan se frem til en stor udfordring, når landsholdet på søndag skal møde storspillende Kroatien i ottendedelsfinalen ved VM i Rusland.

Her står mandskabet, der altså vandt gruppen efter sejren over Island, klar. Den helt store stjerne, Luka Modric, er i topform, og arbejdshesten ventes at få en betydelig rolle i knockout-kampen.

Navnet kender Christian Eriksen ganske godt, eftersom Luka Modric har haft en stor karriere i danskerens nuværende klub, Tottenham Hotspurs.

Fynboen glæder sig meget til at spille over for kroaten.

- At spille mod Modric vil altid være specielt, for han er en fantastisk spiller - og selvfølgelig - en levende legende fra Spurs (Tottenham, red.). Her hører man stadig meget om ham, siger Christian Eriksen til Daily Mirror. Siden 2012 har Luka Modric spillet i Real Madrid.

Danmarks store profil tror på, at søndagens VM-kamp bliver noget af et brag.

- Vi elsker disse kampe. Vi spillede mod Irland, og jeg kan godt lide playoff-opgør. Alt kan ske i knald eller fald-kampe, så vi glæder os. Man kan være helt sikker på, at det bliver en mere spændende kamp end den, vi lige har spillet mod Frankrig, siger danskeren.

Danmark og Kroatien møder hinanden på søndag klokken 20. Kampen vises på DR1.