• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Martin Davidsen

Frankrig er verdensmester efter vild VM-finale

På mål af blandt andre Griezmann, Pogba og Mbappé vandt Frankrig med hele 4-2 over Kroatien i VM-finalen i Moskva søndag aften.

Af Martin Davidsen

Frankrig er verdensmester er efter en målrig og dramatisk finale med hele seks scoringer. Frankrig besejrede Kroatien med hele 4-2 i en intens og underholdende kamp, hvor franskmændene både havde mere energi og kvalitet end kroaterne.

Det er Frankrigs anden VM-titel i historien, og den kommer i hus 20 år efter nationen triumferede på hjemmebane med den nuværende landstræner Didier Deschamps som en del af holdet.

En af VM-finalens store oplevelser var Antione Griezmann. Atletico Madrid-spilleren leverede flere gode aktioner og var også involveret i flere franske scoringer.

Han stod således for det frispark, der blev snittet i mål af Mario Mandzukic til fransk 1-0-føring efter 18 minutter, og han udnyttede også det straffespark, der efter en VAR-kendelse blev tildelt Frankrig få minutter før pausen.

Inden Griezmanns 2-1-mål havde kroaternes Ivan Perisic scoret et fremragende mål som svar på den franske føring, men alligevel var det altså de blåklædte favoritter, der førte ved pausen.

I anden halvleg var billedet det samme. Det franske landshold kom blæsende ud af omklædningsrummet, mens kroaterne virkede slidte efter en hård turnering med tre gange forlænget spilletid.

Derfor var det fuld fortjent, at Paul Pogba scorede til 3-1 med en hård og præcis afslutning efter fornemt opspil fra Antoine Griezmann, og da Kylian Mbappé gjorde det til 4-1 efter 65 minutters spil, var kampen reelt afgjort.

En bizar Mandzukic-scoring efter en fejl fra Hugo Lloris bragte lidt spænding ind i kampen, men trods et kroatisk pres i slutfasen, lykkedes det ikke Luka Modric og kompagni at komme nærmere en udligning.

For to år siden måtte det franske landshold nøjes med sølvmedaljer ved EM-slutrunden på hjemmebane, men denne aften fik Didier Deschamps og hans mandskab revanche.

Frankrig er verdensmester efter en mindeværdig finale, der vil blive husket som den mest målrige VM-finale siden Brasiliens 5-2-sejr over Sverige ved slutrunden for 60 år siden.

Superliga

Mere Superliga

Fokus