Spilforslag til Premier League: Southampton savner topscorer
Foto: Getty Images
Spil

Spilforslag til Premier League: Southampton savner topscorer

Og så kan Gonzalo Higuain være manden, der driller mægtige Manchester City.

Lørdag kl. 16.00
Southampton - Cardiff
Under 2,5 mål
1,80 @ bet365

Southampton har det svært, når holdet skal skabe kampene selv. Det bliver efter alt at dømme tilfældet i bundgyseren mod Cardiff, der ikke har ambitioner om at have bolden mest på St. Mary’s.

Med 1-2-9 er Cardiff blandt ligaens svageste udehold. Fire af de fem vundne point er dog kommet på kontoen i løbet af de sidste fire kampe, mens waliserne samlet set blot har tabt to af de sidste seks kampe.

Cardiff scorer nærmest aldrig mere end ét mål på udebane, mens Southampton har holdt sig på nul eller en scoring i seks af ti kampe under Hassenhüttl. Her må The Saints endvidere undvære topscorer Danny Ings, som har scoret 7 af holdets 27 mål, så til odds 1,80 satser jeg på en målfattig nedrykningsgyser på St. Mary’s.

Lørdag kl. 18.30
Brighton - Burnley
X
3,40 @ bet365

Pilen peger mod et målfattigt opgør mellem Brighton og Burnley, som ikke ligefrem har imponeret på det seneste. For mens Brighton blot har vundet én af de sidste 10 kampe i ligaen, er Burnleys flotte start på året blevet afløst af tre uafgjorte kampe i streg.

Brighton har fordel af hjemmebane, men her har man altså blot vundet en af de sidste fem kampe, ligesom det trækker ned, at holdet har en midtugekamp fra FA Cuppen i benene. Burnley kan omvendt se tilbage på tre udekampe i streg uden nederlag – senest med 2-2 ude mod Manchester United.

Burnley har tidligere i denne sæson spillet uafgjort ude mod Watford og Leicester, der mindst har Brightons niveau, mens Brighton i sidste sæson spillede fire af fem hjemmekampe mod rækkens bundhold uafgjort. Og når fem af de seks seneste kampe mellem netop disse holdt også er endt med pointdeling, så ligner X’et et frækt bud på det mest værdiholdige spil til odds 3,40.

Søndag kl. 17.00
Manchester City - Chelsea
Gonzalo Higuain scorer
3,50 @ Betfair

Chelsea rejser til Etihad som klare underdogs, men det betyder ikke, at The Blues er uden chancer for at score mål. For selv om modstanden var af en anden kaliber, viste sidste rundes 5-0-sejr over Huddersfield, at offensiven indeholder stort potentiale.

Og Chelsea er altså også i stand til at levere mod hårdere modstandere. The Blues har således scoret mindst et mål i fire af seks af denne og sidste sæsons udekampe mod hold fra Big Six. Omvendt har City lukket mål ind i fem af syv hjemmekampe mod holdene fra top 6.

Gonzalo Higuain åbnede målkontoen i førnævnte sejr over Huddersfield. Og selv om argentineren ikke har fået en overvældende positiv modtagelse i England, er han altså en notorisk målscorer med et flot snit fra både Real Madrid (264 kampe/122 mål), Napoli (147 kampe/92 mål), Juventus (105 kampe/55 mål) og til dels Milan, hvor det blev til 8 scoringer i 22 kampe.

Higuain er manden, Eden Hazard har ventet på at assistere. De to verdensstjerner vil gøre alt for at imponere i en udekamp mod Manchester City, og til Betfairs markedsledende odds 3,50 går min anbefaling på, at Higuain scorer i duellen mod landsmand Sergio Aguero fra City.


Exit for Everton-eksperimentet

Efter halvanden sæson med op- og nedture stopper Everton-eksperimentet som et fast indslag på Tipsbladets spilsider. Det sker dels, fordi eksperimentet efter 63 runder nu i praksis har vist sine styrker og svagheder. Og det sker ikke mindst, fordi de påkrævede indsatser har nået et niveau, som det vil være uansvarligt at anbefale spil på.

0-2-nederlaget til Manchester City gør nemlig, at indsatsen i kampen mod Watford skal over 10.000 kroner, som hele tiden har været grænsen for, hvad eksperimentet skulle anbefale, hvis ikke pengetanken havde vokset sig ekstraordinært stor ind til da.

Overskuddet for første sæson lød på 4.339 kroner, men da de 25 kampe i anden sæson gav et minus på 5.908 kroner, lyder det samlede tab for eksperimentet altså på 1.569 kroner. Det svarer ret præcist til 25 kroner per kamp, og så kan man jo selv vurdere, om de penge har været spændingen værd.

Og selv om Evertons stime på 10 kampe uden et uafgjort resultat altså føltes rigeligt lang, så er den for ingenting at regne imod to kollegaer fra Premier League. Onsdagens modstander fra Manchester City er nemlig nu oppe på 18 kampe i streg uden et uafgjort resultat, mens Tottenham har spillet hele 29 ligakampe på stribe uden et X som udfald.