Den muslimske mønsterbryder

”Min far søgte arbejde og bedre levevilkår for os børn, og han havnede her, fordi hans onkel boede her, og han følte, at landet rummede muligheder.”

”I starten boede vi ti mennesker i en Nørrebro-lejlighed. Selvom det var hårdt, var her ikke undertrykkelse af muslimer som i Makedonien, hvor vi ikke havde samme rettigheder som de ortodokse kristne dernede. Vi vil aldrig fortryde, vi kom til Danmark,” slår Bajram Fetai fast.

Fodboldkarrieren startede uformelt på Kapelvej bag Assistenskirkegården, hvor den fireårige Bajram i starten ikke måtte være med til at spille, da han ikke var gammel nok. Snart bad de 11-årige knægte ham dog være med, fordi han var bedre end dem.
Senere flyttede familien til Brønshøj, og her havnede han i en etableret klub.

”Det var lidt et ghetto-område, og der var mange indvandrere i Brønshøj Boldklub, som lå tæt på hjemmet. Jeg tilbragte hele min dag med fodbold; i skolegården, efter skole, til træning i klubben, og efter træning spillede vi igen. Fodbolden holdt mig væk fra at lave dumme ting som andre unge, for eksempel at stjæle knallerter, lave røverier eller ryge hash. Fodbolden og familien trak mig væk fra livet på gaden. Min far holdt mig hjemme på sådan lidt en diktatormåde: du skal være hjemme kl. ni og gå ikke sammen med dem og dem! Men det har båret frugt i dag, for han ville ikke have mig i en forkert retning, og jeg lavede kun minimal ballade.”

At kigge ind i sig selv
Vi sidder på to stole i det stille bederum, som er tømt for mennesker. Udenfor suser en svag lyd af biler på Nørrebrogade, men selvom de første barnesko blev slidt under fodbold på Nørrebro, var det først som 12-årig og i klubben B 93, at Bajram Fetai for alvor mærkede, at fodbolden kunne udvikle sig til en seriøs levevej.

”Vi vandt Junior-DM under træneren Niels Frederiksen, og han viste mig tillid i en slags faderrolle, hvor han holdt coaching-møder med mig som 14-årig. Som udlænding kan man være lidt speciel, og jeg skilte mig ud fra mængden med mit temperament, men han kunne håndtere det og brugte det positivt. Hans særbehandling med frie tøjler gav mig selvtillid og et boost, og tilliden gjorde mig stærk. Jeg gjorde også alt for ikke at misbruge hans tillid og gav mig fuldt ud for holdet. Da jeg kom i førsteholdstruppen i B 93 som 16-årig, gik det op for mig, at jeg kunne noget. Indtil da var fodbold kun en leg, men nu blev det mere seriøst,” erindrer Fetai og fortsætter:

”Men i sidste ende var det op til mig selv, og det vigtigste er at kigge ind i sig selv. Hvis jeg skal sige noget til de unge på gaden, som mangler selvtillid, så kig ind i jer selv. Nogle kunne ikke forstå mig på grund af mit temperament og mentalitet, da jeg var ung, og det har været svært, men jeg har altid været mig selv, og folk må tage mig, som jeg er. Integration skal være en tovejs-proces. Når jeg er i et andet land, skal jeg tilpasse mig samfundet og dets livsstil, men samtidig skal man ikke tage min personlighed fra mig.”

”Nogle trænere skal ikke være blege for, at udlændinge kan være anderledes, og måske er der en enkelt snævertsynet træner ud af ti, men de unge udlændinge skal ikke drage for hurtige konklusioner og give for nemt op, og det er der mange, der gør. De unge burde være mere motiverede og stædige efter at vise, at andre tager fejl, især hvis de har talentet, for det må ikke gå til spilde. Kig indad og spørg: Hvordan kan jeg nå derop? Gå ind til det, du gør, med fuld tro på dig selv - det eneste der kan knække dig, er dig selv i sidste ende. Selvfølgelig kræver det også held at slå igennem, men min filosofi er, at jeg altid vil blive bedre, jeg er aldrig tilfreds, men arbejder altid stenhårdt.”

Kilder i FC Nordsjælland fortæller også om Fetais stærke vindermentalitet, og en kamp uden scoring efterlader ham irriteret på sig selv i timevis.

Støtte og ærgerrighed
Junior- og drengerækkerne i København bugner af talenter med udenlandsk baggrund, men hvorfor er der efter din mening kun få, der slår igennem på seniorplan?

”Jeg har været heldig at have trænere, der kunne lide mig, men det, der har båret mig igennem, er min egen ærgerrighed efter at vise noget. Og så er familien og vennernes hjælp og støtte nødvendig. Mange udlændinge har fædre, som arbejder 20 timer i døgnet for at skaffe familien føde, og de unge mangler ofte en far, der er til stede for dem. Min egen far arbejdede også meget, men han var der alligevel for mig.”