Den muslimske mønsterbryder

”Det gav mig megen modenhed og en opfattelse af ægte professionalisme. Det var hårdt, men lærerigt, og så kan jeg pjatte lidt med ”Wiggo” (Wieghorst, red.), for han var grøn og jeg blå. Indimellem taler vi om, hvor meget det egentlig regnede i Skotland. Fodboldkulturen derovre var helt vanvittig med enorm rivalisering. Jeg fik en officiel kamp og oplevede at spille foran 50.000 tilskuere, som klappede mig på banen, fordi jeg fik debut som 18-årig. Den oplevelse glemmer jeg aldrig og har med mig i bagagen. Jeg har mod på mere og håber, det kommer en dag”, siger Fetai og understreger, at Skotland trods oplevelsen også var en skuffelse.

”Jeg var meget alene. Jeg havde håbet på at slå til, men det var svært. Jeg fik ikke chanchen, for det var en alt for stor klub i den alder med en enorm fanbasis over hele verden. Det pres var for stort, men jeg fortryder intet og lærte en masse af det.”
Fra Rangers gik turen til Silkeborg, men heller ikke her fandt det talentet lykken, og ensomheden og mismodet voksede som ondartede kræftknuder.

”Efter Skotland var min selvtillid langt nede, og der skal ellers meget til, for jeg hiver mig altid op igen. Så skete der en batalje til træning, hvor en holdkammerat og jeg var oppe og skændes. Det sker i alle klubber indimellem, men jeg følte, at klubben lod det gå mest ud over mig. Det blev pustet stort op af klubben, og vi stoppede samarbejdet, selvom det hed, at jeg blev fyret. Jeg følte ikke, jeg fik en fair behandling, og mange personlige ting samt faktorer fra klubben gjorde, at jeg var tæt på at stoppe karrieren. Tingene gik ikke min vej, og jeg var hele tiden negativ. Den dag, jeg mangler glæden, så skal jeg stoppe - sådan er min filosofi. Men jeg valgte at kæmpe lidt videre,” beretter Bajram Fetai.

Første muslim på landsholdet
Han vendte hjem til København og familien, og det viste sig at være det rigtige træk.

”Her oplevede jeg igen familiens støtte, især fra min storebror Jusuf. Jeg kom til FCN, og klubben gav mig chancen og troede på mig i en svær tid. Jeg har meget at takke Nordsjælland for, og det hele gav mig mod på fodbolden igen. I dag spiller jeg med en vis frihed, og det er gået den rette vej i efteråret med godt spil og flere mål fra mig. At mediernes interesse også vokser, er jo et tegn på noget godt.”

”Familien er altid bag mig, og vennerne ser mig ikke som profspiller, men som den jeg er. Jeg laver ikke om på min personlighed, fordi jeg spiller professionelt, og jeg er glad for deres måde at håndtere det på. De håber, jeg en dag slår til i udlandet, det ville gøre dem stolte af mig. De kender min passion for sporten og håber og tror, jeg nok skal få det bedste ud af det. Fodbold er stadig en hobby, nu får jeg bare nogle penge for det,” siger Fetai med et varmt smil.

Har den 23-årige med dobbelt dansk/albansk statsborgerskab håb om at blive den første muslim på det danske landshold, hvis karrieren fortsætter med at byde på fremgang?

”Jeg har faktisk fået tilbud om at spille for det albanske landshold, men jeg ville gerne spille for Danmark. Jeg har optrådt på danske U-landshold, og jeg håber, jeg en dag bliver dygtig nok til det rigtige landshold. Lige nu er jeg bare ikke god nok. Hvis den dag kommer, så er det lige meget, om jeg  hedder Bajram eller Christian, er muslim eller kristen,” mener den håbefulde fyr.

Mønsterbryder og forbillede
Samtalen om fodboldlivet er slut, men Bajram Fetai vil have, at jeg hilser på nogle venner på en nærliggende café. Her venter Casper, der læser til lærer, montøren Nabil med søn samt Anoir, der er kommunal gadekonsulent for unge på Nørrebro.
”Flere af de unge vil ikke så meget, det er problemet. Men Bajram er et godt forbillede som mønsterbryder,” forklarer Anoir.

”Vi ser de fleste af Bajrams kampe ude i Farum. Selvom vi holder med Madrid eller Barca, er vi ret store FCN-fans på grund af ham”, siger Casper.

”Da Bajram scorede sidste gang, løb han ud til os og gav os et kram nede ved banden. Det var stort, og vi kom i tv,” fortæller Nabil, hvis søn Sayfedine på fire år har et specielt forhold til sit forbillede:

”Han er altid Bajram, når han spiller FIFA-fodbold på Playstation, og han scorer en del mål. At han så kender ham i virkeligheden, gør det kun endnu sjovere,” fortæller farmand Nabil.

”Men du bliver bedre end mig, gør du ikke? Du bliver bedre end Zidan,” siger Bajram smilende til gutten, der skubber sin lille krop rundt i generthed over den pludselige opmærksomhed.

Fetai selv har brudt bølgen af modgang for unge andengenerations-talenter, og forhåbentlig er flere på vej. Sayfedine kunne blive et af dem en dag i fremtiden, for forbilledet Fetai viser ham vejen i dagligdagen i både FC Nordsjælland og i FIFA-fodbold-spillet.

Note: Kort efter, interviewet blev lavet, blev Bajram Fetai udtaget til ligalandsholdet.