• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

Han var noget så sjældent som en ydmyg frontløber, der aldrig trak de store overskrifter, og han lavede heller ikke spektakulære mål. Men John Eriksen går over i historien som den mest scorende dansker. Læs beretningen om den ”glemte” angriber, der døde alt for tidligt.

Af Niels Idskov

”Alt det der vil jeg slet ikke ind på. Det er kun spekulationer”, siger Gert Eriksen, der er ligeså beskeden som sin bror. En ydmyghed, der måske forklarer valget af mindre klubber. Her følte John Eriksen åbenbart sig bedst tilpas.

”Men faktisk skaber det større respekt, at John blev topscorer i Roda, Mulhouse, Servette og Luzern, for det er meget lettere at score mange mål for topklubber som Ajax og Bayern München”, som den tidligere landsholdskammerat Klaus Berggreen udtrykker det.

For Berggreen vil John Eriksen ikke blive husket som en af flere, men som en af de store, en der kunne sit håndværk og bidrog til det, vi i dag kalder landsholdets firserfest.

John Eriksen stod måske i skyggen af især Preben Elkjær, men der findes også store målmænd, der er blevet holdt nede af Peter Schmeichel. Eriksen lærte at leve med sin fodbold-skæbne, men gav aldrig op, forsøgte altid at blive lidt bedre.

”Han var ærekær”, siger en anden følgesvend Allan Nielsen. ”Og bedre begavet end de fleste topspillere”, tilføjer Berggreen om den danske Gerd Müller, som selv syntes, at han kunne arbejde på at blive hurtigere, men i virkeligheden var ekstremt kvik på de første, afgørende meter og kunne lige nøjagtigt det samme som  Müller. Score med højre, venstre, hovedet, knæet eller ballen. Et instinkt og ingen hemmelighed. Som Eriksen engang selv svarede på spørgsmålet om hvordan han gjorde det:
”Jeg ved det ikke. Egentlig tror jeg bare, at jeg løb derhen, hvor de andre ikke var”.

DE KALDTE HAM ”lille John”, men han endte med at blive Svendborgs største spiller. Større end Mogens Haastrup, der var topscorer i 1. division og dansk mester med B1909. I Svendborg var John Eriksen et åbenlyst talent allerede som dreng, og han fik debut på førsteholdet allerede i juni 1975, inden han var fyldt 18, og halvandet år før storebror Gert. 

”Jeg var slideren på midtbanen eller i forsvaret, og John var en letbenet angriber. Der var aldersmæssigt også halvandet år imellem os, og vi har selvfølgelig spillet meget fodbold sammen, men John fik debut, mens jeg var skadet, så mere end to sæsoner sammen på førsteholdet i Svendborg blev det ikke til”.

Gert Eriksen, i dag 54 år, er postbud i Svendborg. Han har i Svendborg fB været hjælpetræner for Viggo Jensen, og så har han været træner for Tved og på Ærø, hvor han en overgang boede. Jeg møder ham på busstationen nede ved havnen og genkender ham på de lettere krummede fodboldben. Sammen går vi op på Café Citronen for at snakke fortid med udgangspunkt i de scrapbøger, Gert Eriksen har hentet hos sine forældre.

Det med ”lille John” begyndte allerede i Assens, hvor de to drenge er født. Da John var otte år flyttede familien til Svendborg, idet der ikke længere var arbejde til faderen t hos DSB i Assens. De to drenge falder hurtigt til i den større by østpå, hvor de går på Nordre skole. Gert Eriksen viser et holdbillede af Svendborg fBs fynske drengemestre anno 1968. Fem mand i angrebet, tre i halfbackkæden og tre foran med målmanden mellem backerne. I midten bagest er forward John klart den mindste af de glade drenge.

”Han begyndte først at vokse som sen teenager”, fortæller Gert Eriksen, der sammen med broderen dagligt  tumlede på enhver grøn plet i Svendborg nord, indtil de var 12-14 år. Derefter trak drengene i hver sin retning, og selv om de som voksne forblev brødre, talte de langtfra dagligt sammen.

”John havde flere ambitioner end mig og var mere målrettet, både med skole og fodbold. Han var også god til håndbold og basketball, men det droppede han allerede som stor dreng. Fodbold var det vigtigste, og jeg husker, at han derudover i vores lille forhave selvtrænede meget med en tennisbold. Han skulle passe gevaldigt på blomsterne, men det grundlagde også hans teknik. Jeg begyndte jo på et tidspunkt at gå i byen og så videre, men det gjorde John lidt mindre, eller også gik han lidt tidligere hjem. Han tænkte vel på den næste kamp. Han var også flittigere i skolen, og det gav pote. Han satte sig flere mål, og da han var 10-12 år ville han være professionel fodboldspiller. Han læste HH færdig i Holland og tog så eksamen den første sommer herhjemme”, fortæller Gert Eriksen.

Han viser et billede af broderen med sølvbolden fra 1988, da han er blevet schweizisk topscorer og den næstmest scorende i Europa. Trofæet blev overrakt af forbilledet Gerd Müller.

”Det var vi da alle sammen stolte over”, siger Gert Eriksen, der i scrapbogen bladrer forbi et optræk til en slags skandale. En skattesag fra Roda-tiden, der involverer broderen. Han afkræves 1,5 mio. kr., men udtaler, at han er uskyldig.

Gert Eriksen: ”John kom aldrig til at betale noget. Det ved jeg da”.

REJSEN VÆK FRA Svendborg og ud i den store verden begynder i januar 1978 og i en lyseblå folkevogn. Den med boblen. Hver dag fra Svendborg og til Odense og hjem igen.

Det var OB’s træner Richard Møller Nielsen, der ville have John Eriksen til OB som afløser for Per Bartram, der havde lagt støvlerne på hylden som dansk mester i efteråret 1977.

Superliga

Mere Superliga

Fokus