John Eriksen: Den glemte angriber

”Men det var også noget, som John selv ville. Han var 20 år og Svendborg spillede i 3. division, og John havde altid snakket om han ville være professionel. Betalt fodbold var lige blevet indført, men spillerne  fik kun en månedsløn på beskedne 3000 med bonus på 500 kr. for en sejr. Det var nødvendigt at arbejde ved siden af, men unge Eriksen gik i skole. Og ventede på det rette tilbud.

Den unge angriber tvivlede ikke på sig selv, men der var nok nogle, der var overrasket over, at han scorede flere mål i 1. division for OB end for Svendborg længere nede. Det blev til 20 mål over to sæsoner i de nedre divisioner, og lige så mange plus to mere scorede han i sin første sæson i den bedste række. Selv om han blev skiftet ud i nogle af de første kampe.

”Jeg var lidt nervøs og kunne mærke forventningspresset, for alting sker meget hurtigere i 1. division, og jeg havde ikke fra start mod til at lave de samme ting som før”, sagde han til Alt om Sport, men så var det heller ikke værre, og midtvejs i den første sæson havde Eriksen vænnet sig til tempoet.

Udviklingen var ikke overraskende for OB’eren Allan Hansen.

”Nej, for jeg kendte John så udmærket fra de allerførste fodboldår. Dem, der laver mange mål, kan man altid huske, og jeg har mødt ham mange gange som dreng og ungdomsspiller, da jeg spillede for først Dalum og senere OB”, fortæller Allan Hansen, der lige var blevet professionel i Tennis Borussia Berlin, da Eriksen kom til OB. Den offensive og teknisk dygtige midtbanespiller var topscorer for 1. division i mesterskabssæsonen, og han blev nu to år i træk efterfulgt af John Eriksen.

Men hvordan kunne man sammenligne datidens bedste OB-angribere. Fra Per Bartram over Eriksen til Johnny Andersen og Vilhelm Munk Nielsen, som vores hovedperson nåede at spille sammen med?

”John var den bedste. Han var uhyre målfarlig. Han kunne som person og som fodboldspiller måske falde i med tapetet, men han scorede sine mål. Han arbejdede også hårdt for det. Jeg kunne vældig godt lide John. Han var en af de bedste. Både på og udenfor banen”, siger den tidligere landstræner, som selv havde opdaget den unge Eriksen fra sin position som Svendborg-træner nogle år tidligere.

Som landstræner var Møller Nielsen i 1990-91 i Schweiz for at tjekke op på den nu 33-årige angriber, men da var der ikke mere grundlag for en udtagelse. Eriksen var i gang med sin 12. og sidste sæson i udlandet, men han havde ikke længere samme niveau, og han fik aldrig comeback under den træner, som var med til at sætte den store karriere i gang, i OB samt på ungdomslandsholdet sidst i halvfjerdserne. I 1991 returnerede Eriksen til sit elskede Svendborg med to døtre og fru Annette, som han havde mødt allerede da folkevognen lå i fast rutefart mellem det sydfynske og OB.

DET ER EN ANDEN Allan med efternavnet Nielsen, som har været tættest på John Eriksen gennem en stor del af karrieren samt privat. De spillede sammen i OB og i Roda. Allan Nielsen med de to landskampe var en teknisk dygtig midtbanespiller og senere midterforsvarer, som i sommeren 1979 fik sit livs chance for at prøve prof-livet.

”Roda var i Danmark for at se på John, men deres øjne faldt i første omgang på mig, så jeg kom til Roda et halvt år før ham”, fortæller Allan Nielsen, der er fire år ældre end John Eriksen og som i den lille klub i det sydlige Holland tæt på det tyske Ruhr-område var en støtte for den unge angriber, da han stødte til i december 1979.

Også tyske Fürth, som en anden fynbo, Viggo Jensen, havde spillet for, var en mulighed for OB-topscoreren, men han valgte nok rigtigt med en hollandsk midterklub som startblok.

”Vi boede i en boligblok 50 meter fra hinanden, var meget sammen og skiftedes til at køre til træning. Så havde konerne også en bil. Vi kørte begge i en sølvgrå BMW 320, og det var noget af en drengedrøm. Min Solveig og Johns Annette, som han senere blev gift med, blev rigtig gode veninder, og det medvirkede også til vores fællesskab. Det første år befandt sig der en tredje dansker i Roda, nemlig københavneren Jens Kolding”, husker Allan Nielsen, der i 1981 vendte hjem til OB.

”Jeg spillede to år sammen med John og oplevede ham tage en stor udvikling. Roda lå i byen Kerkrade med kun 20.000 indbyggere, men vi boede i nabobyen Brunssum. Hollandsk fodbold var især tempomæssigt og hvad angår hårdhed noget foran Danmark, så det skulle man vænne sig til, men vi danskere blev virkelig godt behandlet, også af de ældre og bærende spillere, som ikke følte sig bedre end os. Roda havde dengang tre mand fra VM-holdet i 1978, nemlig målmand Jan Jongbloed, midtbanespilleren Theo de Jong og angriberen Dick Nanninga”.

Roda spillede med tre angribere, altså to kantspillere og en forward, og Eriksens plads sad den rutinerede Dick Nanninga på. Han var en modsætning til den 180 cm høje og 74 kg lette dansker. Nanninga var stor og stærk, og spillet var lagt an på hans styrke i luften.

”Det var svært at afkode John rent følelsesmæssigt, for han kunne være lidt indelukket, men jeg kunne godt se, at det pinte ham at sidde så meget på bænken i starten. Han følte han måtte gøre noget ved det og tog ekstra timer i styrkerummet og med blyvest på. Det gav lidt flere muskler og hjalp, for i forvejen var han jo en spinkel type, og i Æresdivisionen var der mange forsvarere, der tog både bold og mand, men efter en halv sæson var John klar og sikker mand i startopstillingen. Derfra var der kun tale om succes for ham”.

ALLAN NIELSEN HUSKER, at John Eriksen og han tog timer i hollandsk sammen. Det lærte de hurtigt. Mentaliteten var ikke meget anderledes end den danske, men konkurrencen var skarpere. Til storebror Gert skal John Eriksen have sagt, at ”hollænderne er parate til at yde lidt mere”.

Det var han også selv, men det skulle blive 1984, før den da næsten 27-årige Eriksen kom videre fra midterklubben Roda og derfra ikke til en topklub, men FC Mulhouse i den næstbedste franske række.