VM-bloggen i Rusland: Værternes evige jagt på storhed

TIPSBLADET.DK I RUSLAND

Nogle kilometer nord for Moskvas såkaldte Havering, der omkrandser bymidten findes den imposante VDNK-park. Den blev bygget i 1930’erne og renoveret i 1950’erne og fungerede i mange år som udstillingscenter, der skulle vise Sovjets storhed og det bedste, landet kunne tilbyde, inden for en række områder. I 1989 var der 82 såkaldte pavilloner på et 700.000 kvadratmeter stort område, som alle var dedikeret til en bestemt industri: Rumfart, uddannelse, atomkraft, kultur, bygningskonstruktion og så videre.

I dag er det hele et stort turistområde, hvor de forskellige ”pavilloner” bruges til at sælge alskens skrammel, men bygningerne og det store område fejler intet i sin imposante storhed. Hele området virker som en blanding af Versailles-slottet i Frankrig, Akropolis i Grækenland og Brandenburger Tor i Berlin. Pavillionerne er imponerende bygningsværker, der er placeret i en enorm park med guldrandede springvand og fine statuer. 

Hele området omfavner den russiske ånd meget godt. For netop storhed virker som det evige mål for den russiske nation. Det handler om at være bedst, størst og respektindgydende, og landet er fyldt med enorme bygningsværker, imponerende skulpturer og beundringsværdige, åbne pladser.

"Det her er ikke noget særligt," er ikke en vending, man kender i Rusland.

Man ser det også i den yderst velfungerende metro i Moskva, hvor de mange stationer i sig selv er imponerende bygningsværker smukt dekoreret med skulpturer, der hylder soldater, arbejdere og kunstnere.

På metrostationen Okhotny Ryad ved Den Røde Plads så jeg sågar en skulptur, der forestillede en fodboldspiller. Den har været der i mange år, men netop denne sommer er den relevant, idet det russiske landshold også jagter storhed ved slutrunden på hjemmebane.

I eftermiddag spiller landsholdet mod Uruguay i Samara, hvor 45.000 tilskuere vil være klar til at støtte deres landsmænd, som i disse dage oplever en begejstring, der længe har været fremragende, når det har handlet om fodboldlandsholdet.

Inden VM udtalte landstræner Stanislav Tjertjesov, at de fleste russere formentlig først ville opdage, at landet var vært for VM, når slutrunden begyndte, men man må sige, at russerne har omfavnet deres fodboldhold i løbet af de seneste 10 dage. 

Det har selvfølgelig hjulpet, at Rusland har mødt svage modstandere som Saudi-Arabien og Egypten, men de store sejre har givet fornyet tro på et landshold, der inden VM var den lavest FIFA-rangerede VM-vært i historien. Optakten til slutrunden bød på syv kampe på stribe uden sejr, og forventningerne var lave.

De seneste 10 år har da også budt på mange skuffelser og manglende udvikling i russisk fodbold. Det hele så så godt ud i nullerne, da CSKA Moskva vandt Europa League i 2005 og Rusland med en ung Andrej Arsjavin gik hele vejen til semifinalerne ved EM i Schweiz og Østrig i 2008, men de efterfølgende år har været gråt i gråt, når det har handlet om russisk fodbold.

I årene op til de to førnævnte succeser var russisk fodbold præget af den buldrende økonomi i det store land med oligarker, der smed mange penge i klubberne, som købte dyre udenlandske stjerner. I 2005 spillede Dynamo Moskva med et hold kun bestående af udlændinge.

I en artikel i The Independent beskriver journalisten Jack Pitt-Brooke således, hvordan der i 2005 blev indført et loft for antal udlændinge på banen, og siden 2015 har man opereret med en 6+5-regel, der har begrænset klubberne til højest at have fem udenlandske spillere på banen ad gangen. Det har begrænset udviklingen af russisk fodbold, fordi russiske spillere ikke behøver at kæmpe så hårdt for en startplads – og i øvrigt bliver tilbudt så mange penge for at blive i den russiske liga, at de ikke bliver fristet af udenlandske klubber.

Det mener Anton Evmenov, der har været chefscout for både CSKA Mosvka og Zenit Skt. Petersborg.

”Klubberne betaler de russiske topsspillere så godt, at man skal være Barcelona for at kunne lokke dem væk. De bliver i den russiske liga, hvilket er det største problem. Hvis de kun spiller i Rusland, lærer de ikke nye teknikker, de får ikke nye oplevelser, de spiller ikke mod folk fra andre fodboldkulturer. De presser ikke sig selv, for at være ærlig. Hvis du har russisk pas i Rusland, er der en særlig fordel. Men også et særligt handicap, som tillader dig ikke at arbejde hundrede procent,” siger Evmenov i førnævnte Independent-artikel.

Men på trods af  disse begrænsninger, der blandt andet betyder, at 20 ud af 23 spillere i den russiske VM-trup spiller i hjemlandet, har landsholdet altså fået en flyvende start på VM.

For første gang siden Sovjets ottendedelsfinale i 1986, er Rusland videre fra gruppespillet ved et VM, og holdet har endda begejstret nationen.

Når man går rundt i Moskvas gader, ser man flere russiske landsholdstrøjer, og man har kunne læse historier om, at landsholdet får nye fans i folk, der aldrig har været til fodboldkampe før. Forleden læste jeg også, at VM har fået flere kvinder til at tage til fodboldkampe, fordi stemningen til slutrunden er langt mere positiv og begejstret end til de til tider hooligan-prægede klubkampe.

Mange russere tager også ud til kampe mellem andre nationer, og man kan nogle gange høre russiske slagsange på tribunerne. Så fodboldglæden er kommet til Rusland, og jeg glæder mig til at følge det russiske landsholds videre færd ved VM.

Russerne er et nationalistisk folkefærd, og det vil altid skabe begejstring, når det går nationen godt, hvilket det engelske medie The Guardian beskrev meget godt i en artikel forleden. Her citerede man den russiske fodboldjournalist Igor Rabiner, der i Sport Express skrev, at russere er mere interesseret i sejre end i fodbold. Alligevel måtte Rabiner erkende, at noget stort er i gang.

”De unge mennesker, som vejer med flager og råber ”Rusland” vil huske dette i de næste 50 år.”

Opgøret mod Uruguay og den kommende kamp i ottendedelsfinalerne vil vise, om de første berusende kampe blot har været stor kunst på et billigt lærred, eller om Rusland virkelig er på vej mod ny storhed.