Lyngby har i dag ophævet kontrakten med 27-årige Philip Rasmussen. Bruddet sker uden drama, og ligger til grund efter et ønske fra spilleren selv. Han har nemlig fået et tilbud fra Jimmy Nielsen, der er træner i amerikanske Oklahoma City Energy FC.
Midtbanespilleren, der har fået noget af sin fodboldopvækst i klubben, får dermed ophævet kontrakten et halvt år før tid, for at kunne skifte Danmark ud med USA.
- Philip spillede en vigtig rolle i vores oprykningssæson, og har en stor andel i at Lyngby Boldklub i dag spiller i Superligaen. Philip har været topprofessionel i vores dagligdag, og har været et vigtigt samlingspunkt for truppen – både på træningsbanen og i omklædningsrummet, siger David Nielsen og uddyber med, hvorfor de har ladet spilleren gå før tid.
- Philip har et halvt år tilbage af sin aftale, men da chancen opstod for at tage til USA og blive udlandsprofessionel fodboldspiller, så ville vi naturligvis ikke stå i vejen. Vi ønsker Philip alt det bedste med karrieren i Oklahoma.
I denne sæson er det blevet til 13 kampe for Lyngby for den centrale midtbanespiller, hvoraf fire har været som en del af startopstillingen.
Oklahoma City Energy FC ligger i USL Pro League.