Nicolai Boilesen var glad for at få noget tid på banen, men ærgrer sig stadig over torsdagens Europa League-nederlag til Ajax.
FCK havde inden kampen en fint udgangspunkt med 2-1 resultatet fra Parken i kufferten. Men en stærk præstation af Ajax-mandskabet betød, at hollænderne fik en 2-0 sejr på Amsterdam Arena og derved videre avancement til kvartfinalen.
Gæsterne fra FC København ramte bare ikke dagen. I stedet gjorde de selv Ajax gode. Og det er der ikke meget, at gøre ved, siger Nicolai Boilesen.
- Jeg synes ikke helt, vi spiller op til vores niveau i dag. Ajax spiller en del bedre. Vi gør dem også gode. Når vi har bolden, holder vi ikke nok i den. Vi kommer ikke ind i duellerne, og de får lige de der par meter ekstra plads at spille på, siger han til FCKTV.
Boilesen kom på banen i stedet for en skadet Jores Okore fra anden halvlegs start.