Video : Tipsbladet
Superliga

Rilwan Hassan på vej tilbage: Ikke bange for at komme i kamp

FC Midtjyllands Rilwan Hassan fortæller, at han er klar til tage skridtet fra træning til kamp efter flere måneders skadesforløb.

27-årige Rilwan Hassan er en af de mere rutinerede kræfter hos de danske mestre, FC Midtjylland.

Offensivspilleren fik sin debut på førsteholdet tilbage i 2010 og har siden spillet 244 kampe for ulvene, men Hassan har dog ikke kunne hjælpe holdkammeraterne meget på det seneste.

Den uheldige nigerianer har siddet ude siden januar med en baglårsskade, og selvom han flere gange har været tæt på et comeback, er genoptræningen blevet ramt af tilbageslag.

FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen fortalte i august måned, at man ikke tager nogen chancer med Rilwan Hassan, der dog nærmer sig et comeback. 

Selv fortæller den 27-årige offensivspiller nu, at han er i dialog med cheftræner Jess Thorup om et snarligt comeback:

- Jeg har trænet med holdet i en måned nu, og det går rigtig godt, og jeg er godt på vej. I forhold til mit comeback har jeg talt med Jess (Thorup red.), der sagde, at vi kunne se på det igen efter landsholdspausen.

- Det ser godt ud, men jeg tager det stille og roligt. Jeg er tæt på, siger Rilwan Hassan til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Vi ser på det efter hver træning, og det ser godt ud. Jeg kan ikke mærke noget overhovedet.

- Når man har været ude i otte-ni måneder, går der lang tid, før at man er tilbage i topform, men jeg træner godt, spiser godt og vil gerne komme tilbage og hjælpe holdet. Måske jeg lige skal have et par kampe i benene på reserveholdet, og så må vi se, hvordan det ser ud, fortæller FCM-spilleren.

Seneste optræden for Rilwan Hassan var i den sidste runde af efteråret 2017, og han medgiver da også, at skaden og de mange tilbagefald har gjort ham nervøs. Nu føler han sig dog helt klar til at komme i kamp igen:

- I februar var jeg egentlig tilbage, men så dukkede det pludselig op igen. Så jeg har været meget nervøs for, om det skulle komme til at gøre ondt igen, men når jeg først er på træningsbanen, tænker jeg ikke længere over det.  

- Jeg er ikke bange for at komme i kamp nu. Jeg er 100 procent klar, siger Rilwan Hassan.

FC Midtjylland møder i weekenden FC København hjemme på MCH Arena.