Video : Tipsbladet
Superliga

Kasper Kusk om forbedret form: Jeg kan ikke bruge det til så meget

Kasper Kusks formkurve peger opad, men hvad hjælper det, når holdet taber 3-0 til AGF? Intet.

Et oplæg mod AC Horsens, sejrsmålet mod FC København og endnu en scoring mod Nørresundby FB. Kasper Kusk har lignet en mand på vej mod sit gamle niveau, og søndag mod AGF var han, trods AaB's dårlige resultat, farlig i flere omgange.

Men selv om kurven over Kusks form peger i den rigtige retning, er det svært at glæde sig over nu. Sådan må det være, når man har tabt klart og fået sat en stopper for sin ellers fine stime.

Læs også:Mustapha Bundu og AGF kørte AaB over

- Jeg ved ikke, om den gamle Kasper Kusk er tilbage. Jeg spiller fint i dag, men når vi taber 3-0, så kan jeg ikke bruge det til så meget. Som hold fejler vi fuldstændig, så jeg er rigtig skuffet lige nu, siger Kusk til Nordjyske.

Kantspilleren har løftet sit niveau i de seneste uger, men det trængte han også til. Han sagde selv efter FCK-kampen før landskampspausen, at han ikke har præsteret, som han gerne ville, siden han kom tilbage til AaB.

Læs også:Bedst og værst: Bundu-show i den jyske klassiker

- Det har selvfølgelig ikke været godt nok, og det skal jeg da være den første til at erkende. Det må jeg bare tage til efterretning og arbejde videre herfra, sagde Kasper Kusk til Canal 9.

Med nederlaget i Århus ligger Kusk og AaB nu på femtepladsen. De får en chance for revanche ude mod FC Nordsjælland på søndag.

Læs også:Video: Se alle otte scoringer fra AaB's målfest

Læs også:AaB sejrede med 8-0: Kusk savnede endnu mere flere mål