Video : Tipsbladet
EM

Roser hård dopingstraf: Kunne ikke forestille mig livet med et andet udfald

Direktøren for Anti Doping Danmark bifalder, at Rusland er blevet udelukket for international idræt i de næste fire år. Han er dog ikke imponeret over, at det ikke gælder EM-slutrunden i fodbold. Reglerne er simpelthen for dårligt lavet, siger han.

Michael Ask er direktør for Anti Doping Danmark og har ét overordnet mål med sit arbejde: en sportsverden uden doping. Derfor er han tilfreds med, at det internationale anti-dopingagentur, WADA, har idømt Rusland fire års udelukkelse.

Det gjorde WADA mandag formiddag.

Rusland var i første omgang blevet udelukket for systematisk, statsstøttet doping, men lukket ind i folden i international idræt igen i begyndelsen af året, blandt andet fordi landet udleverede data om sit anti-dopingarbejde.

Det viste sig, at Rusland havde manipuleret med dataene. Nogle positive prøveresultater var eksempelvis fjernet, tidspunkter var lavet om, og der var plantet fabrikerede beviser for at understøtte en russisk fortælling om, at en whistleblower på baggrund af falsk data afpressede russiske atleter.

Derfor bifalder Michael Ask altså de fire års udelukkelse.

- Det er jeg selvfølgelig tilfreds med. Også at det var enstemmigt (i WADA's eksekutivkomité, red.). Det er så groft, det Rusland har lavet, så jeg kunne ikke forestille mig et liv efter det her, hvis det ikke var udfaldet. Det er en total underminering af systemet, siger den danske anti-dopingchef til tipsbladet.dk.

Senest var Rusland som land ganske vist også smidt på porten, men en stribe russiske atleter fik eksempelvis lov til at stille op til OL og vinter-OL under neutralt flag og betegnelsen "Olympic Athletes from Russia". Ask håber, at udelukkelsen denne gang får mere vidtrækkende konsekvenser.

Læs også:Doping-hammeren falder over Rusland: Udelukkes fra VM

- Det vil jeg arbejde sammen med mine kollegaer fra andre nationale anti-dopingagenturer for. Det, der skete i Rio og Pyeongchang, var på mange måder en farce, siger Michael Ask.

Mens WADA-udelukkelsen betyder, at Rusland ikke kan stille op til VM i 2022, rækker konsekvenserne ikke vidt nok, til at landet også bliver udelukket fra EM til sommer. Hverken som deltager eller arrangør af fire kampe i Skt. Petersborg.

- Der har været nogle uklarheder om, hvordan man tolkede reglerne. Den juridiske forklaring, som jeg har læst og må stole på er, at EM i fodbold under de nuværende regler er ikke omfattet af fortolkningen af major events. Uanset hvor stort det er, er det én sportsgren og en kontinental turnering. Jeg synes, det er beklageligt, for det er svært at forklare for den menige mand og sportsentusiast, siger Michael Ask.

Han tilføjer, at WADA allerede har ændret reglerne, så de fra 2021 også ville omfatte kontinentale mesterskaber som europamesterskabet, men at det selvsagt er for sent for EM i 2020.

- Jeg synes, det er ærgerligt. Der er en juridisk forklaring, som jeg må henholde mig til, men det er et meget teknisk udtryk for, at man ikke har lavet forarbejdet godt nok, da man lavede reglen. Det sender et forkert signal. Men jeg må også bøje mig for lovgivningen, siger han.

Michael Ask er fortaler for en omfattende, kollektiv straf til det doping-syndende Rusland, men det vil også ramme atleter, der aldrig er testet positiv. Dermed ender man i givet fald med at straffe uskyldige, hvilket krænker den enkeltes retssikkerhed.

Læs også:Smuthul kan redde Rusland fra EM-straf: De gør jo, hvad der passer dem

Den indvending kan Ask, der har 30 år i politiet bag sig, godt forstå. Han mener bare, at Ruslands forbrydelser mod dopingfri sport er så alvorlige og har fundet sted gentagne gange, så der skal skrappe midler i brug, hvis man skal det til livs.

- Hvis man skal gøre sig håb om at ændre tingene, er man nødt til at ramme, hvor det gør ondt. Det gør ikke ondt på Rusland, hvis vi udelukker individuelle atleter, for så kommer de bare med nogle andre, siger anti-dopingchefen.

- Selv om man er uskyldig individuelt set, hænger man nogle gange på det system, man er en del af. Hvis et fodboldhold har brugt en ulovlig spiller, kan holdet også blive diskvalificeret, selv om den enkelte spiller ikke kan gøre for det. Engelske hold blev også udelukket fra europæisk fodbold i en årrække efter Heysel-katastrofen, uden at spillere i Liverpool eller Manchester United kunne gøre for det.

- Hvis vi skal blive i de juridiske termer, ofrer man et retsgode for ét, der er større. Det, man gør her, synes jeg, man godt kan forsvare. Vi ofrer et princip, vi normalt hylder, for at opretholde et større eller vigtigere princip.

Ruslands anti-dopingmyndigheder har nu 21 dage til at appellere WADA's dom. Gør de det, ender sagen ved den internationale sportsdomstol, CAS.

Læs også:Ny dopingstraf er på vej: Rusland kan blive smidt ud af Danmarks EM-pulje

Læs også:Doping-agentur åbner undersøgelse om russisk VM-stjerne

Læs også:Ruslands landshold ramt af doping-mistanke