Video : Tipsbladet
EM

Også spillerne bakker op: Den rigtige beslutning at udskyde EM

I fodboldspillernes fagforening, Spillerforeningen, ærgrer de sig over, at EM må udskydes. Men slår samtidig fast, at der ikke var andet at gøre.

Forventningens glæde er som bekendt den største. Og nu får alle europæiske fodboldelskere et år mere til at glæde sig til EM. For UEFA har udsat turneringen til 2021 i stedet for den kommende sommer.

Det bakker både DBU og Danmarks Idrætsforbund op om. Det samme gør Spillerforeningen

- Det er selvfølgelig super ærgerligt, at vi ikke får et EM på dansk grund til sommer, som både spillere og alle danske fodboldinteresserede havde glædet sig til, men det gør vi heldigvis om et år så. Vi må se virkeligheden i øjnene, og det er den eneste rigtige beslutning at udskyde EM et år, siger Michael Sahl Hansen, administrativ chef i Spillerforeningen.

Læs også:DIF bakker op om udsættelse af EM: Noget af en mavepuster

- I den situation, verdenssamfundet står i lige nu, bliver vi nødt til at se tingene i det store billede, og her er folkesundheden naturligvis det allervigtigste, og så bliver fodbolden sekundær. Så i Spillerforeningen bakker vi op om den beslutning, der er taget i dag, om at udsætte europamesterskabet til 2021.

Det er dog ikke helt sikkert, at Danmark skal lægge græs til fire EM-kampe i 2021, som det ellers var planen i 2020. Det slog DBU-formand Jesper Møller fast på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Det kræver, at Telia Parken er ledig og indstillet på at løfte opgaven igen, og det kræver ikke mindst, at Københavns Kommune kan og vil lægge by til. Og hvad lige så vigtigt er: at politiet har kapacitet til de mange besøgende.

Læs også:DBU slår fast: Hvis vi kan og vil, får København stadig sine EM-kampe

Det er dog op til DBU, Parken og København selv. Ingen tager kampene fra dem, hvis de kan og vil afholde dem næste år.

- UEFA har i dag tilkendegivet, at setuppet for at afvikle EM i 2021 er det samme, som det ville have været i 2020. Det vil sige, at København har mulighed for at få sine fire kampe. Det er også det, jeg har talt med overborgmesteren om, sagde DBU-formand Jesper Møller.

- Så hvis infrastruktur, hoteller, logistik og så videre er på plads i København i juni måned 2021, så får København også sine fire kampe igen.

Læs også:Medie: Finaler i Champions League og Europa League flyttes

Læs også:Medie: FCK kan ende i Europa League-slutspil

Læs også:UEFA-repræsentant: De nationale ligaer har førsteprioritet