Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Esbjerg fB - Randers FC

Nedrykningstruede Esbjerg kommer med ny træner og (måske) fornyet tro på tingene. Randers jagter Europa League.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 19.00
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg
Dommer: Anders Poulsen
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #efbrfc #sldk

Holdnyt:
Esbjerg fB:
Klubben har taget røven på fodbold-Danmark to gange siden seneste spillerunde. Først sagde den farvel til Lars Olsen, der ikke ville fortsætte som cheftræner, når han ikke havde spillernes opbakning. Dernæst ansatte EfB Troels Bech som Olsens afløser.

Bech havde samme job fra 2006-08, og han har i det hele taget rigelig med erfaring til at bestride posten. Til gengæld var hans seneste job sportsdirektør i Brøndby IF, og Bech har ikke været træner, siden han forlod OB i efteråret 2014.

Det eneste spørgsmål, der er vigtigt at stille nu for Esbjerg, er dog dette: Er chancerne for at overleve større, end de var, da ugen begyndte? Svaret får vi noget af fredag aften, når Troels Bech efter bare to træninger skal sende sit hold på banen.

Ansvaret hviler dog ikke kun på hans skuldre. Det hviler, som bestyrelsesformanden sagde til tipsbladet.dk tirsdag, i høj grad også på spillernes. De fik Lars Olsen fyret, så nu må de tage ansvar og vise, at de kan gøre det bedre med en anden træner, lød det.

I seneste rundes 3-1-nederlag til OB sad Franz Brorsson ude med sygdom, mens Pyry Soiri og Mathias Kristensen sad ude med skader. Brorsson og Soiri er tilbage i kamptruppen, mens Kristensen stadig sidder ude. Rodolph Austin har desuden karantæne i den kommende kamp.

Randers FC:
Mens EfB går ind til slutspillet i en svær situation, har Randers alle kortene på hånden. Holdet har 12 point ned til Hobro IK på den plads, hvor man skal ud i playoffkampe for at overleve, så alt tyder på, at det derimod handler om at cementere sin førsteplads i gruppen og dermed nærme sig Europa League.

Aktuelt er der ét point ned til AC Horsens, så det er langt fra givet, at det bliver sådan. Især ikke med Randers’ svage afrunding på slutspillet in mente. Holdet fik ét point i de sidste fire kampe, det spillede, og selv om FC Midtjylland, FC København og AGF er rækkens tre tophold, var det kritisk at tabe til Hobro.

Læs også:Troels Bech vil skrue på andre knapper: Ingen kommer i bedre form

Hvis Randers skal fastholde sin position i toppen af slutspillets gruppe 2, kræver det en sejr over gruppens hidtil svageste hold. Den store ubekendte faktor er naturligvis trænerskiftet i Esbjerg, som gør det vanskeligt at vide, hvad man skal forvente.

Randers FC må undvære Alhaji Kamara og Jesper Lauridsen, der døjer med småskader. Mikkel Kallesøe er tilbage i truppen, efter han sad over i seneste runde.

Karantæne:
Esbjerg fB: Rodolph Austin
Randers FC: Ingen

Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-2-3-1): Mannone – Anyembe, Brorsson, Reese, Conboy – ”Lungi” Sørensen, Parunashvili – Dauda, Kauko, Kurzawa – Yakovenko

Randers FC (4-4-2): Carlgren – Thomsen, Piesinger, Marxen, Kopplin – Kallesøe, Lauenborg, Rømer, Greve – Egho, Riis

Profilen:
Uanset hvem der afløser Rodolph Austin, får Søren Reese en vigtig rolle. Han er det normale førstevalg ved siden af jamaicaneren, så han får til opgave at få spillet til at fungere med Brorsson, Halsti, Tranberg, Brinch, eller hvem der ellers kan tænkes at spille. I øvrigt i et forsvar, der er blandt ligaens mest gavmilde.

Vidste du, at..:
Troels Bech er den træner, der har andenflest Superliga-kampe på cv’et. Hans 431 overgås kun af Kent Nielsens 448. Nærmeste forfølger er Ståle Solbakken på 406. Resten af top 10 består af trænere, der ikke længere er i Superligaen.

Dom:
Mon ikke vi kan forvente at se Esbjerg-spillere lægge en helt anden indsats for dagen end i særligt første halvleg mod OB i seneste runde? De har fået en ny træner, som nyder stor respekt, og der er ingen grund til ikke at give den gas.

Læs også:Spillede for Troels Bech: Hvis der er nogen, der kan gøre det, er det ham

Spørgsmålet er, om det er nok. Randers har set over hele sæsonen leveret langt bedre end EfB, selv om formen aktuelt er svag. Derfor bliver buddet herfra også, at Troels Bech trods alt ikke kan udføre mirakler på to træninger. Randers vinder 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Superligaens bedste: Esbjerg synker til bunds

Læs også:Træner-karrusellen: Så længe har Superliga-trænerne været i jobbet

Læs også:Troels Bech er tilbage i Superligaen: Se hans mest suveræne citater