Video : Tipsbladet
1. division

Vendsyssels transferplan: 3-4 spillere skal afløse et helt hold

Vendsyssel har vinket farvel til 10-11 spillere efter nedrykningen, men sportsdirektør Ole Nielsen forventer kun, der kommer 3-4 spillere ind den anden vej.

Der er 24 dage til Vendsyssel tager hul på Nordicbet Ligaen, når de møder FC Fredericia på udebane. Hos nordjyderne er truppen dog langt fra på plads, og onsdag løb de ovenikøbet ind i et 3-0 nederlag mod Silkeborg.

Siden nedrykningen har vendelboerne sagt farvel til 10-11 spillere, mens der kun er kommet en enkelt ind den anden vej, nemlig Lasse Steffensen fra Jammerbugt. På trods af de mange afgange skal man ikke forvente, at der kommer ligeså meget trafik den anden vej.

- Jeg vil tro, at vi skal have tre-fire spillere ind, og det er svært at sige, om vi har alle på plads, når vi går i gang. Det kan godt være, at vi har det, men det kan også være, at vi kun har to-tre stykker på plads. Der er dog helt sikkert sket noget inden første kamp, siger sportsdirektør Ole Nielsen til Nordjyske.

Vendsyssel har i øvrigt tre spillere til prøvetræning for tiden. Hobro-angriberen Sebastian Grønning, Nicolai Laursen, der var en del af AaBs U19-hold sidste sæson, og målmand Victor Smedsrud, der spillede hele kampen mod Silkeborg.