28-årig får topjob i presset Bundesliga-klub
Foto: Hoffenheim
Bundesliga

28-årig får topjob i presset Bundesliga-klub

Hoffenheim har sat navn på klubbens kommende cheftræner. Det bliver den 28-årige U19-træner Julian Nagelsmann, der skal overtage efter Huub Stevens næste sommer.

Der sker noget i den tyske Bundesliga-klub Hoffenheim i disse dag. Mandag blev det officielt, at Huub Stevens skal stå i spidsen for holdet i resten af den sæson, men allerede nu har klubben den permanente løsning klar fra næste sommer. Og det er en ung en af slagsen.

Hoffenheim har således offentliggjort på sit website, at det er den blot 28-årige U19-træner Julian Nagelsmann, der skal være cheftræner for førsteholdet fra næste sæson. Nagelsmann betegnes som et af Tysklands største trænertalenter, og han har gennem længere tid leveret godt i klubbens ungdomsafdeling. 

Fra næste sommer skal han altså stå i spidsen for Hoffenheims bedste mandskab, og det store spørgsmål er, om det bliver i Bundesligaen eller 2. Bundesliga. Klubben er under pres i Tysklands bedste række og ligger lige nu næstsidst, men Huub Stevens skal altså forsøge at redde klubben, så Nagelsmann kan overtage et hold i Bundesligaen. 

Når Nagelsmann tiltræder i Hoffenheim, bliver det et stort skifte i alder på trænerposten. Mens Nagelsmann kun er 28 år gammel, har Huub Stevens rundet 61 somre.