Bekræftet: Thuram til lægetjek i danskerklub
Foto: Getty Images
Bundesliga

Bekræftet: Thuram til lægetjek i danskerklub

Det franske stortalent er på vej til danskerklubben Gladbach.

Op gennem 90’erne og 00’erne var Lilian Thuram en af de bedste forsvarsspillere i verden, men selvom han for længst har indstillet sin karriere, lever efternavnet Thuram videre i bedste velgående.

Nu er det sønnen Marcus, der er godt i gang med at starte tilværelsen på en lovende karriere, og han står nu over for et skifte til Bundesligaen.

Den franske U21-landsholdsspiller er blevet sat i forbindelse med Gladbach i de seneste uger, og nu har den tyske klubs sportsdirektør bekræftet, at den hurtige kantspiller skal til lægetjek.

- Han ankommer på søndag, og så håber vi, at han er sund og rask, lød det fra Max Eberl til en fanfest ifølge Get German Football News.

Ifølge den tyske avis Bild skal Gladbach betale i underkanten af 100 millioner kroner for den 21-årige Marcus Thuram, som fortsat er på kontrakt hos franske EA Guingamp.

Han er allerede noteret for 115 førsteholdskampe, hvor han har leveret 18 mål og seks assists. Fremover kan han se frem til at skulle spille sammen med danske Andreas Poulsen.