Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dansk målmand forlænger med Bundesliga-klub

Den tidligere FC København-målmand Jakob Busk har sat sin signatur på en forlængelse med Union Berlin, skriver den tyske klub på sin hjemmeside.

Når Bundesligaen i weekenden vender tilbage, er danske Jakob Busk med al sandsynlighed at finde på tribunen for Union Berlin. Det har han været hele denne sæson, hvor han blot en enkelt gang har været at finde på bænken for klubben. Også i sidste sæson var han ude af startopstillingen.

Alligevel har begge parter haft så stor interesse i at forlænge samarbejdet, at de allerede nu kan melde ud, at danskeren har forlænget sin aftale med klubben.

Læs også:Karantæner - hvem er ude?

Jakob Busk har spillet i klubben siden 2016, hvor han blev købt i FC København, og den 26-årige målmand er tilfreds med at have forlænget aftalen med Bundesligaens aktuelle nummer 11.

- Jeg har været her i næsten fire og et halvt år, og jeg føler mig hjemme. I de mange samtaler med ledelsen føler jeg mig påskønnet. Trænerteamet ved, at de kan stole på mig når som helst. Som professionel vil man selvfølgelig gerne spille så meget som muligt, og jeg fortsætter med at gøre mit bedste i den kommende periode og vil støtte holdet så godt, jeg kan, siger danskeren.

Læs også:Danskerklub i Tyskland: Vi træner med masker og handsker

- Jakob er en fantastisk karakter, der altid har stået til rådighed. Alle i klubben kender hans kvaliteter, så vi er glade for, at han stadig er hos os. Når vi ser på målmandssituationen i løbet af sommeren, er det vigtigt at have Jakob, der er en erfaren målmand i klubben, og han er ambitiøs og loyal siger Oliver Ruhnert, administrerende dirketør i klubben.

Aftalen gælder i øvrigt også, hvis Union Berlin skulle ende med at rykke ud af rækken. Siden skiftet til Union Berlin har Busk stået 57 gange for førsteholdet - dog aldrig i Bundesligaen.

Udover Jakob Busk er også Marcus Ingvartsen i klubben - den tidligere FC Nordsjælland-angriber har kontrakt frem til sommeren 2022.

Læs også:Tidligere FCK-keeper tæt på udløb: Søger ikke hjem mod Danmark

Læs også:Marcus Ingvartsen og co. dropper deres løn for at redde klubben

Læs også:Dansk back er klar i mælet: Jeg skal spille Premier League