Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dygtighed ved dødbolde gav Leipzig og Yussuf Poulsen sikker sejr

To hjørnesparksmål og et enkelt på straffespark sikrede en sejr på 3-0 til RB Leipzig på udebane mod Hannover fredag aften.

Yussuf Poulsen var fredag aften med igennem hele kampen for Leipzig i deres Bundesliga-opgør mod Hannover, hvor det blev til en sejr på 3-0 for danskerklubben.

Det blev dog ikke til nogen scoringer for danske landsholdsspiller i kampen, hvor han dannede angrebspar med brasilianske Cunha i det meste af kampen, men så var det heldigt, at der var andre, der kunne tage over.

I slutningen af første halvleg tilkæmpede Cunha sig et straffespark, da han blev nedlagt i feltet efter et indlæg fra højresiden. Herefter stillede Marcel Halstenberg sig an ved pletten, og han scorede sikkert til 1-0.

Efter pausen skulle man frem til kampens 65. minut, inden føringen blev fordoblet. Her var det den ungarske midterforsvarer Willi Orban, der dukkede op ved bagerste stolpe efter et hjørnespark. Samme Orban gjorde med fem minutter af kampen kunsten efter til 3-0, og så var opgøret lukket og slukket.

Sejren betyder, at Leipzig-spillerne nu kan sætte sig i ro og mag og følge med i resten af runden, der spilles henover weekenden. Poulsen og Co. er på fjerdepladsen i Bundesligaen, der giver direkte adgang til Champions League i næste sæson, og de har nu seks point ned til Frankfurt, der er en kamp bagefter.

Dernæst er de nu to point efter Gladbach på tredjepladsen, der møder Schalke 04 lørdag.

Næste opgave for Leipzig er mod Frankfurt, hvor en sejr vil sende dem et pænt skridt nærmere Champions League-deltagelse i næste sæson.